
I mere end en tredjedel af sager fra handicapområdet påklaget til Ankestyrelsen i perioden mellem 2013-2021 blev kommunernes afgørelser omgjort, fordi kommunerne ikke overholdt gældende regler og love på området. Det finder Statsrevisorerne bekymrende, fremgår det af deres bemærkninger til Rigsrevisionens bereretning til Folketinget af forvaltningen på handicapområdet.
Statsrevisorerne finder dette "særligt bekymrende, da det øger risikoen for, at udsatte borgere med psykiske eller fysiske handicap ikke modtager de ydelser, som de er berettigede til", skriver de og henviser til servicelovens bestemmelser om bl.a. personlig hjælp, omsorg og pleje, genoptræning og botilbud. Med kommunalreformen i 2007 fik kommunerne det samlede ansvar for det sociale område, mens Social- og Ældreministeriet fortsat har det overordnede ressortansvar.
Og også ministeriet får kritik af Statsrevisorerne, der finder, at Social- og Ældreministeriet har ført et utilfredsstillende tilsyn med kommunernes forvaltning af loven på handicapområdet, og at disse "i mange tilfælde ikke overholder serviceloven." Det beklages også, at ministeriet i adskillige år ikke har fulgt op på viden, og at overvågningen af kommunerne er sket på baggrund af et ufuldstændigt og mangelfuldt datagrundlag.
Her halter kommunerne
Der er særligt mange fejl i sager vedrørende hjælp til forældre til børn med handicap, i sager vedrørende visitation af borgere til tilbud og i sager vedrørende brug af magtanvendelse, hæfter Statsrevisorerne sig ved.
Rigsrevisionens gennemgang af 50 sager viser desuden, at der er formelle og indholdsmæssige mangler i mere end halvdelen af sagerne. Og det konstateres, at kommunernes systemunderstøttelse og registreringer på handicapområdet er mangelfulde, og at kommunerne ikke er i stand til at levere data med tilstrækkelig validitet.
Statsrevisorerne opfordrer på baggrund af beretningen Folketinget til at overveje, om der er strukturelle problemer bag de åbenbart tilbagevendende problemer på handicapområdet trods mange års indsats for at rette op.
Stor forskel på kommunerne
Omgørelsesprocenten varierer mellem kommunerne fra 14 pct. for Vallensbæk Kommune til 57 pct. for Samsø Kommune.
De fem kommuner med den højeste omgørelsesprocent er Samsø, Dragør, Middelfart, Struer og Helsingør. De fem kommuner med den laveste omgørelsesprocent er Vallensbæk, Læsø, Ærø, Varde og Kerteminde.
Det nævnes dog i rapporten, at enkelte små kommuner behandler relativt få sager, og her vil en mindre ændring i antallet af omgjorte sager give større udslag i omgørelsesprocenten.
Omgørelsesprocenten viser, om kommunernes afgørelser er i overensstemmelse med lovgivningen i de påklagede sager, og giver kun et billede af sager påklaget til Ankestyrelsen i perioden 2013-2021.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.