En ny gennemgang af sygefraværet blandt plejepersonalet på ældreområdet foretaget af tænketanken Cepos, viser, at der er stor forskel på, hvor ofte det kommunale plejepersonale er syge.
Mens Dragør Kommune, der de seneste fem år har haft et af landets højeste sygefravær blandt plejepersonalet svarende til en måneds fravær pr. fuldtidsansat (22 dagsværk), har man i Hedensted Kommune landets laveste sygefravær svarende til ca. 2 arbejdsuger (11 dagsværk pr. ansat).
Tallene viser ifølge velfærdspolitisk chef Mia Amalie Holstein fra Cepos, at der er stort potentiale i at nedbringe sygefraværet.
- Kommunerne fremhæver, at nøglen til et lavere sygefravær er øget fokus på ledelse og bedre dialog om sygefraværet. Hvis alle kommuner, der har et sygefravær, der ligger over gennemsnittet, reducerede sygefraværet til gennemsnittet i de fem kommuner, der har det laveste sygefravær, ville samfundet kunne spare ca. 400 mio. kr. årligt. Denne besparelse svarer til, at man årligt kunne ansætte knap 1.000 ekstra SOSU-assistenter, forklarer hun.
Højt fravær sammenlignet med andre brancher
Udover de kommunale forskelle i sygefraværet har man i analysen også sammenlignet fraværet blandt plejepersonalet med sygefraværet i andre brancher, der traditionelt varetages af kommunerne.
Og mens plejepersonale i gennesnit havde et sygefravær på 15,3 dagsværk i 2015 pr. ansat (svarende til 3 arbejdsuger) viser analysen, at pædagogisk personale og folkeskolelærere i gennemsnit kun havde henholdsvis 13,6 og 12,6 fraværsdage. Plejepersonalets sygefravær ligger således ca. 20 pct. højere end en folkeskolelærers og 12 pct. højere end pædagogers.
Foruden de økonomiske incitamenter der er forbundet med at nedbringe fraværet blandt sosu'er og andet plejepersonale peger Cepos på en række andre gevinster, som kommunerne kan høste ved at rette fokus på området.
- For de ældre vil et lavere sygefravær betyde færre vikarer og mindre udskiftning i personalet, hvilket kan øge kvaliteten i plejen. Og for personalet kan et fokus på årsagerne til det høje sygefravær medvirke til at skabe et bedre arbejdsmiljø, forklarer Mia Amalie Holstein.
Læs hele analysen her
Nedenfor kan du se, hvor højt sygefraværet blandt plejepersonalet i din kommune er:
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.