Priserne på en SFO-plads svinger voldsomt i de ti fynske kommuner. I Odense Kommune koster en plads i år dobbelt så meget som i Ærø Kommune. Det viser en dataindsamling, som DR Fyn har lavet ud fra de ti kommuners individuelle takster for 2016. I Odense koster det 2.066 kr. om måneden at få ét barn passet om morgenen og om eftermiddagen. På Ærø, som er den billigste fynske kommune, koster en lignende plads 1.021 kr. I Nyborg 1.179 kr.
Efter skolereformens lange dage blev en realitet i august 2014, valgte halvdelen af de fynske kommuner at sætte SFO-priserne ned. Middelfart var den kommune, som gennemførte den største nedsættelse. Forældrebetalingen faldt med 22,2 pct.
Lavere pris udelukket
Nyborg, Kerteminde, Assens og Faaborg-Midtfyn satte også prisen ned, men det gjorde Odense Kommune ikke. Det er forkert, mener formand Flemming Linnebjerg Rasmussen fra Forældreorganisationen i Odense:
- Pris og kvalitet og tid hænger ikke sammen. Det er ikke et rimeligt princip at have, siger Flemming Linnebjerg Rasmussen til DR Fyn.
Børne- og ungerådmand Susanne Crawley (R) forstår godt, at forældrene er frustrerede:
- Jeg forstår dem godt, men kommunens økonomi er ikke til andet, siger hun og udelukker en nedsættelse af SFO-prisen til DR Fyn.
Flemming Linnebjerg Rasmussen er bange for, at det kommer til at gå udover børnene, når flere forældre fravælger SFO'en:
- Børnene kommer hjem og skal passe sig selv på egen hånd, siger han og forklarer, at han ikke ser et alternativ for SFO'en.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.