
Det er forkert, når kommuner giver lovgivningen skyld for, at kun meget få danskere får tilkendt førtidspension. Det fremgår ifølge Fagbladet 3F af en evaluering fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Den nye rapport slår ifølge Fagbladet 3F fast, at lovens ordlyd ikke én eneste gang har forhindret landets kommuner i at give syge borgere førtidspension i stedet for trække dem gennem ofte formålsløse jobcenter-forløb.
- Når styrelsen siger, at vi kunne have givet førtidspension i en række sager, så burde vi have fået det at vide. Den burde have fortalt os, at mulighederne for at give førtidspension til syge borgere var bedre, siger borgerrepræsentant og beskæftigelsesudvalgsmedlem Susan Hedlund (S) fra Københavns Kommune hertil.
Også Københavns nye beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) 'har undret sig over' at Københavns Kommune giver relativt få førtidspensioner sammenlignet med landets øvrige kommuner.
- Det er ingen hemmelighed, at vi tidligere medlemmer af beskæftigelses- og integrationsudvalget har undret os over og spurgt ind til, hvorfor der er så stor forskel mellem kommunerne på tildelingen af førtidspension, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard til Fagbladet 3F.
Ifølge beskæftigelsesborgmesteren har kommunen nedsat en taskforce, som skal gennemgå tildelingen af førtidspensioner i København. Samtidig glæder det hende, at politikerne på Christiansborg i forbindelse med evalueringen er nået frem til, at de vil præcisere lovgivningen om førtidspensioner.
- Så det bliver lettere håndterbart ude i kommunerne. Det er jeg rigtig glad for, og ser frem til, skriver hun.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.