dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Gregers Tycho, Polfoto.

Sygehuspersonale mangler tid til at indberette fejl

Sygehuspersonalet på Ortopædkirurgisk Afdeling i Aalborg har angiveligt så travlt, at fejl ofte ikke bliver indberettet. Journalgennemgang på vej

NORDJYLLAND: Sygeplejersker skal løbe hurtigt for tiden. I maj var der på Ortopædkirurgisk Afdeling i Aalborg en overbelægning på afdelingen på 120 pct. - og det betyder ifølge DR Nordjylland, at der bliver begået alt for mange fejl.

- Der er sket fejlmedicinering. Der var blandt andet en gang, hvor vi kom til at give en patient den medicin, som personen ved siden af skulle have haft. En anden patient fik psykofarmaka, som vedkommende ikke skulle have haft, fortæller sygeplejerske Gitte Kjær Hansen.

Når sundhedspersonalet ikke får rapporteret fejl, som de skal, betyder det, at der ikke bliver lært af det. Det siger Henriette Lipczak, der er chef for Patientsikkerhed ved Kræftens Bekæmpelse, og har forsket i området.

- Det betyder, at andre patienter kan komme til at lide under de samme fejl, som der er begået tidligere, siger hun.

Ikke noget overblik over fejlene
Jens Larsen Pedersen, klinikchef for Hoved-Orto på Aalborg Universitetshospital, kalder det en dybt ubehagelig oplysning, at personalet på Ortopædkirurgisk Afdeling ofte har så travlt, at de ikke når at registrere deres fejl.

For det betyder, at der nu ikke er noget overblik over omfanget af fejl, da det ikke er registreret nogen steder. Derfor bliver den daglige ledelse og personalet nødt til at tage deres ansvar for fejlregistreringen alvorligt - også selvom der er travlt.

- Man er nødt til at sige, at hvis der bliver lavet nogle oplagte fejl, så skal det på en eller anden måde noteres. Og så må sygeplejeledelsen sørge for at det på en eller anden måde bliver gjort, siger Jens Larsen Pedersen.

'Ansvaret kan ikke placeres hos personalet'
Formanden for de nordjyske sygeplejersker, Jytte Wester, er enig i, at det er afgørende, at fejlene bliver registreret. Men hun mener ikke, ansvaret kan placeres hos personalet.

- Vi skulle gerne blive klogere af de fejl, der begås i vores sundhedsvæsen. Men jeg synes, det vigtigste er, at der bliver reageret på det, så der ikke er det høje tempo, der har konsekvenser både for patienterne og for de ansatte, siger Jytte Wester til DR Nordjylland.

En journalgennemgang skal nu forsøge at tydeliggøre, hvor mange fejlmedicineringer, der reelt er tale om.

rp


Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/sygehuspersonale-mangler-tid-til-at-indberette-fejl

GDPR