VORDINGBORG: Et tidligere plejebarn fra den såkaldte Mern-sag kræver nu erstatning på 300.000 kr. for sine oplevelser som anbragt – fire år efter, at sagen blev afsluttet.
Han har stævnet Vordingborg Kommune for at have krænket hans rettigheder, da han fra 2003 til 2009 var anbragt hos en plejefamilie i Mern.
Plejeforældrene blev i 2013 idømt to og to et halvt års fængsel for at have udført vold og trusler mod ni plejebørn og have indespærret og vanrøgtet dem.
Plejeforældrenes overgreb omfattende simpel vold, grov vold, indespærring og nedværdigende behandling af flere af deres plejebørn. Overgrebene startede før 2000 og blev stoppet i 2009.
Sagen udspillede sig i den daværende Langebæk Kommune. Kommunen blev ved kommunalreformen lagt sammen med Vordingborg Kommune.
Det var dog ikke Langebæk Kommune, der havde placeret det pågældende plejebarn hos plejeforældrene. Det var i stedet Højreby Kommune, der siden er blevet lagt sammen med Lolland Kommune.
Vordingborg Kommune fastholder derfor sin uskyld med argumentet, at tilsynet og ansvaret for plejebørns ve og vel under forløbet lå hos de kommuner, der anbragte dem.
'Ikke kritik før'
Efter kommunesammenlægningen og en lovændring fik Vordingborg Kommune tilsynspligten med personale, bygninger og økonomiske forhold. Tilsynet med plejebørnene lå fortsat hos de anbringende kommuner, og i Mern-sagen var det nu Lolland Kommune, oplyser Vordingborg Kommune:
- Det er vores vurdering, at den tidligere Langebæk Kommune overholdt de dengang gældende regler, og reagerede på de henvendelser de fik. Ingen henvendelser indikerede, at forholdene var så alvorlige, som de blev oprullet ved retssagerne. Vordingborg Kommune har tidligere detaljeret redegjort for alle henvendelser og håndteringen af dem overfor Socialministeriet, og det har ikke givet anledning til kritik, siger kørne- og kulturdirektør Jakob Thune.
Han peger også på, at Vordingborg Kommune med øjeblikkelig virkning greb ind, da kommunen i slutningen af 2009 blev orienteret om en politianmeldelse mod plejefamilien. Hurtigt derefter var plejefamilien plejetilladelse inddraget.
ka / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.