De seneste fire år har Socialtilsynet truffet afgørelse om at lukke 35 opholdssteder samt bo- og aktivitetstilbud for handicappede og udsatte borgere. Kun ét enkelt var offentligt, mens de resterende 34 af steder var private, viser et svar fra børne- og socialminister Mai Mercado (K) til Folketingets social- og børneudvalg.
Oplysningen kan ifølge Danske Handicaporganisationer indikere, at kravene til at blive godkendt som privat botilbudsejer er for lave.
- Det viser, at det måske er for let at lave de her tilbud. Der burde være en certificeringsordning eller noget andet, der dokumenterede, at man faktisk kan noget mere end bare at åbne et tilbud, og sælge det på tilbudsportalen, sigerDanske Handicaporganisationers formand Thorkild Olesen til Fagbladet FOA.
I begrundelsen for lukningen af de private tilbud kan man blandt andet læse, at man et sted 'skjulte borgere for tilsynet'. Et andet tilbud 'indskrev misbrugere og psykisk syge i stedet for voldsramte kvinder', mens et tredje tilbud 'misinformerede handlekommuner og tilsyn bevidst og skjulte borgere', skriver tilsynet ifølge Fagbladet FOA.
- Der gælder de samme regler for private og offentlige tilbud, og de bliver vurderet efter den samme kvalitetsmodel. Når der er så mange flere private tilbud, der bliver lukket, kan det blandt andet være, fordi den offentlige driftsherre har et andet beredskab i forhold til at lukke tilbuddet selv, inden Socialtilsynet gør det, skriver børne- og socialminister Mai Mercado (K) i en kommentar til Fagbladet FOA.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.