HOLBÆK: En hjemmehjælper tilstod torsdag i retten i Holbæk at have bedøvet en 86-årig kvinde i Tølløse med for stor en dosis sovemedicin, så hun i ro og mag kunne stjæle offerets værdier. Hun blev varetægtsfængslet frem til 20. marts.
Da politifolk aflagde besøg hos den ældre kvinde, opdagede de i hendes medicinæske sovepiller, som ikke var blevet ordineret til hende, oplyser Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Dette var tilsyneladende det middel, som hjemmehjælperen ifølge politiet ville bruge, og dermed er der ifølge politiet juridisk tale om røveri - fordi berigelsen skete ved en form for vold.
Ifølge Sjællandske tilstod den ulykkelige og grådkvalte hjemmehjælper ved grundlovsforhøret alle sigtelser. Heriblandt at hun lørdag byttede nogle af den 86-åriges almindelige piller - en Panodil og en kalktablet - ud med to sovepiller i medicinæsken.
Børn undrede sig
Dagen efter vendte hun tilbage til den ældre kvindes bolig. Her sad kvinden og sov i sin lænestol i stuen, og imens kunne den 45-årige hjemmehjælper stjæle 200 kroner fra den 86-åriges pung.
- Det er det dummeste, jeg nogensinde har gjort, og jeg fortryder det masser af gange. Jeg ville hende ikke noget ondt, og hun er sådan en sød dame, sagde den sigtede kvinde i retten ifølge Sjællandske.
Kvinden tog også 100 kroner fra den ældre kvindes pung nogle dage forinden, mens kvinden var på toilettet.
Derudover forsøgte hun at røve kvinden igen, idet hun igen byttede nogle af pillerne ud. Det blev dog opdaget onsdag, efter at politiet fik en anmeldelse i sagen. Ifølge Sjællandske var det skjulte optagelser, som førte til anmeldelsen.
Kvindens børn undrede sig over, at moren havde sovet meget tungt om formiddagen. Derfor satte de overvågningsudstyr op, som førte til anmeldelsen af hjemmehjælperen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.