
LYNGBY-TAARBÆK / KØBENHAVN: Københavns og Lyngby-Taarbæk kommuner samarbejder med superligaklubberne F. C. København og Lyngby Boldklub om et nyt initiativ, Startblokken, der støtter ledige 18-29-årige ind i fællesskabet på arbejdsmarkedet eller en uddannelse, oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Startblokken er et nationalt initiativ, der er forankret i DIF, og som samarbejder tværgående med kommuner, idrætsklubber, fonde, erhvervsliv, eksisterende indsatser og flere aktører på området.
At danne nye partnerskaber, hvor civilsamfundet er med til at løse udfordringen med landets omkring 40.000 ledige 18-29-årige, bygger på en klar anbefaling fra Reformkommissionen, der på opdrag af regeringen skal komme med løsningsforslag på komplekse samfundsproblemer.
Mental og fysisk trivsel
I slutningen af maj begynder de første unge i forløbet Startblokken hos F. C. København og hos Lyngby Boldklub. Her skal de arbejde med mental og fysisk trivsel, finde styrke i fællesskabet med andre unge og udvikle en større tro på sig selv i forskellige arbejdsopgaver.
Tværgående samarbejder er et grundelement i initiativet, som blev lanceret i februar 2024. I Viborg er unge allerede i gang med forløbet hos Viborg FF, og nu vil København og Lyngby-Taarbæk kommuners jobcentre kunne visitere ledige unge til at deltage.
To lokale brobyggere arrangerer idrætsaktiviteter og forløb med personlig udvikling for de unge. De unge vil blive støttet i at få succesoplevelser med mindre arbejdsopgaver til kampdage. Og fodboldklubbernes erhvervsnetværk vil kunne tilbyde praktikpladser og på sigt måske et fast job til de unge.
Det overordnede formål med ”Startblokken: Idræt Skaber Livsbaner” er at få unge i alderen 18-29 år, som ikke er i uddannelse eller beskæftigelse, ind på en livsbane, hvor de trives, får en uddannelse eller et job og bliver en integreret del af det danske samfund.
Projektets lokale indsatser evalueres undervejs af konsulent- og videnshuset Enact:Lab i samarbejde med Syddansk Universitet for at dele viden på tværs af landet og stå sammen om at skabe et nationalt initiativ, der er meningsfyldt og bæredygtigt.
Startblokken er i øjeblikket støttet med 44,5 millioner kroner fra forskellige fonde, bl.a. Grundfos Fonden.
Læs mere på Startblokken.dk
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.