Fire katte på et plejecenter i Nykøbing Mors er blevet en sag for to ministre, efter at FødevareNordØst (en afdeling af Fødevarestyrelsen) mod Morsø Kommunes protester har erklæret dem et problem for køkkenhygiejnen og foranlediget dem fjernet fra centret. Kommunen kalder det 'en emsig afgørelse', ældreminister Thyra Frank (LA) kalder det et eksempel på at 'myndighederne tager deres paragraffer lidt for alvorligt i stedet for at kigge på borgernes bedste', og fødevareminister Esben Lunde Larsen har 'fuld tillid til, at de ansatte på et plejehjem kan håndtere, at der tilberedes mad, uden at det er et problem at der også er katte på plejehjemmet', siger han til TV MidtVest.
Og kattene? De har fået nye hjem, mens instanserne lægger arm. For plejecentrets personale og 48 beboere var de fire huskatte alt andet end et hygiejneproblem. De var en løsning for flere demensramte, der havde stor glæde af at dyrene, skriver TV MidtVest.
Ifølge Esben Lunde Larsen er der en løsning på vej. Han er efter et møde med Fødevarestyrelsen 'blevet forsikret om, at der vil blive fundet en løsning, som gør at beboerne på plejehjemmet igen kan få katte'. Det vil ske i dialog mellem Fødevarestyrelsen og plejehjemmet, siger han til TV Midtvest.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.