
Borgmestre over hele landet skålede og smilede, da de så regeringens storstilede plan om at flytte 3.900 statslige arbejdspladser ud af hovedstaden til provinsen. Men nu står kommunerne til at miste langt flere offentlige stillinger i de kommende år, skriver Politiken.
Kommunernes økonomiaftale med regeringen trækker nemlig den anden vej, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den siger ifølge Politiken, at der frem mod 2019 vil forsvinde 7600 kommunale stillinger som følge af de aftalte besparelser på de kommunale budgetter. Det er væsentligt flere, end de 4000 fuldtidsstillinger, som Finansministeriet selv har beregnet.
- Regeringen giver et indtryk af, at nu gør man en masse i forhold til provinsen. Men mens man med den ene hånd flytter statslige arbejdspladser ud, presser man med den anden hånd gennem besparelser kommunerne til at spare en masse offentlige jobs væk, så de ender med at være ringere stillet end før udflytningen, siger direktør i AE-rådet Lars Andersen til Politiken.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) medgiver, at kommunerne kommer til at svinge sparekniven.
- I år har kommunerne fået knap 240 mia. kr. at levere service for. Ingen skal bilde mig ind, at man ikke kan gøre tingene smartere og mere effektivt, ligesom det ville undre mig, hvis alle de mange penge blev brugt optimalt, lyder det fra Claus Hjort Frederiksen i et skriftligt svar.
Ifølge KL vil besparelserne i kommunerne betyde fyringer af offentligt ansatte. I en rundspørge har KL's blad Momentum spurgt landets 98 borgmestre, hvilke konsekvenser besparelserne vil have for deres kommune. 86 pct. af borgmestrene svarer, at 'der vil blive færre/langt færre' medarbejdere i kommunen.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.