Hvis man fremover lader sig ansætte i staten, skriver man under på, at man har forflyttelsespligt uanset hvor ens arbejdsplads måtte blive flyttet hen i landet.
Sådan lyder det i et cirkulære, som Moderniseringsstyrelsen har sendt ud til samtlige ministerier.
I forbindelse med regeringens plan om at flytte 3900 statsjob ud i provinsen, har det været diskuteret, hvorvidt flytningen er 'en væsentlig stillingsændring'. Vendingen er afgørende for, om det skal varsles som 'afsked med tilbud om genansættelse'.
Fremover er det udgangspunktet, at en flytning ikke er en væsentlig stillingsændring, lyder det i Moderniseringsstyrelsens cirkulære 'ansættelsesbreve for overenskomstansatte i staten' fra 5. februar 2016:
- En eventuel flytning af arbejdsstedet inden for ansættelsesområdet vil ikke være en væsentlig stillingsændring, der skal varsles som afsked med tilbud om genansættelse.
En katastrofe
Camilla Gregersen, der er formand i Dansk Magisterforening, ærgrer sig over de nye retningslinjer.
- For kommende rekrutteringer til statslige arbejdspladser er det en katastrofe, fordi det gør det uattraktivt at søge arbejde i staten. Og det skal være attraktivt at søge arbejde i staten, siger hun til Magisterbladet.dk.
I cirkulæret er det dog understreget, at de ansatte skal orienteres 'med et rimeligt varsel', hvis flytningen kræver, at man flytter bopæl eller får markant længere transporttid til og fra arbejdspladsen.
Udflytningen af de 3900 arbejdspladser er netop blevet indledt og rulles gradvist ud resten af året og næste år.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.