dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Udsatte børn og unge skal have bedre hjælp

Et nyt dokumentations- og evalueringsredskab skal hjælpe landets kommuner med at prioritere de indsatser, som hjælper udsatte børn og unge bedst
23. APR 2014 9.30

MIDTJYLLAND: Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, er en meget sårbar gruppe, der oplever væsentligt flere problemer end deres jævnaldrende. Mange har rigtig gode anbringelsesforløb, som hjælper dem videre på en god og konstruktiv måde. Men andres forløb er præget af brud og mangel på sammenhæng, og det øger børnenes udsathed, viser forskningen.

Center for Folkesundhed og Kvalitetsudvikling (CFK), har derfor udviklet et dokumentations- og evalueringsredskab, som kaldes 'SIP Børn og unge'. Redskabet er efterfølgende blevet testet på en række tilbud. Udviklingsarbejdet er finansieret af Jysk Socialforsknings- og evalueringssamarbejde, men redskabet kan bruges af kommuner, regioner og tilbud over hele landet.

Skal kvalificere tilbud til børn og unge

- SIP-børn og unge er udviklet ud fra devisen: Så kort og så brugervenligt som muligt. Det at arbejde med dokumentation skal ikke tage kostbar tid fra samværet med børnene. Det skal tværtimod kvalificere den tid, man er sammen med barnet og sikre, at tiden kan prioriteres til indsatser, som man ved virker, og som tager afsæt i konkret viden om barnets udvikling, fortæller Karen Pilegaard, fra CFK, der har stået i spidsen for udviklingen.

Der er brug for mere systematik

Redskabet skaber en ramme for at indsamle de centrale oplysninger om barnet, den tid barnet er anbragt og tiden efter. Desuden er det en hjælp til at følge op på de individuelle mål, der er sat for det enkelte barn. Der følges også op på barnets situation efter anbringelsen på baggrund af registerbaserede oplysninger.

- I nogle tilfælde bliver den viden, man har om barnet og hvilke indsatser, der har været arbejdet med, ikke overleveret til nye medarbejdere eller til barnets nye anbringelsessted. Her kan redskabet være med til at sikre kontinuitet og gøre det muligt systematisk at følge barnets udvikling på de områder, som man allerede har vurderet er vigtige for barnets trivsel, siger Karen Pilegaard.

Det nye redskab er målrettet børn og unge i alderen 6-18 år, der på grund af psyko-sociale problemer er i ambulant behandling, anbragt på døgninstitution eller i familiepleje.

 

kil

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/udsatte-boern-og-unge-skal-have-bedre-hjaelp

GDPR