SILKEBORG: Op mod 50 familier i Silkeborg Kommune skal i de kommende år kun forholde sig til én sagsbehandler i kommunen. Målet er, at familierne oplever sammenhængende og gennemskuelig hjælp hos kommunen. De seneste seks måneder har de første 40 udsatte familier kunnet nøjes med at have kontakt til én person i kommunen, og antallet udvides til et tal tæt på 50, fortæller projektleder Lone Vieland Mortensen til dknyt.
Målet med projektet 'Vi vil mere' er blandt andet at give familierne en tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, øge familiernes sundhed og trivsel og at hjælpe familierne ud af offentlig forsørgelse.
- Borgerne kommer til at opleve en anden service. Det handler om, at familierne skal blive mere selvhjulpne, så de bliver i stand til at handle på eget initiativ, siger Lone Vieland Mortensen.
Derudover skal projektet skabe mere gennemsigtighed, så det bliver lettere for borgerne at få overblik over deres sag eller handle på deres egne udfordringer.
Bedre udgangspunkt for at hjælpe
Anne-Fie Olesen, der er såkaldt case manager i projektet, oplever samtidig, at det giver et bedre udgangspunkt for at hjælpe.
- Det giver meget mere fleksibilitet, fordi vi kan arbejde med beskæftigelses- og familiedelen på samme tid. Samtidig er der mulighed for meget mere kontakt, end hvis man kun sidder på ét område ad gangen. Og det betyder, at man kan tage nogle ting i opløbet, der måske ellers var eskaleret, forklarer hun.
Projekt 'Vi Vil Mere' har modtaget ni mio. kr. fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Projektet løber frem til udgangen af 2016. Efter forsøget udløber i 2016 bliver det besluttet, om tiltaget skal være et permanent tilbud.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.