
Miljøministeren og EL vil med en ny fire-årig finanslovsaftale til sammenlagt 8,5 mio. kroner tilbyde arbejdsløse på kanten af arbejdsmarkedet og andre udsatte et midlertidigt arbejde i naturen, oplyser Miljjøministeriet.
Socialt udsatte og mennesker på vej ud af dagpengesystemet skal ud og plante træer, passe dyr og hjælpe sjældne planter. Frisk luft og rigtige arbejdsopgaver kan give hårdt tiltrængte succesoplevelser og et styrket selvværd. For mange kan det siden hen også øge chancerne for et nyt arbejde.
Naturstyrelsen vil ansætte tre koordinatorer, som skal hjælpe med at skabe aktiviteter i naturen for arbejdsløse, der har brug for en særlig indsats for at komme tættere på et rigtigt job. Koordinatorerne skal opdyrke samarbejdsprojekter med kommuner og foreninger med videre om egnede aktiviteter.
- Jeg er sikker på, at mange savner mere indhold i dagligdagen og vil opleve det meget positivt at komme ud i naturen. Vi har allerede 200 skovhjælpere, der er udfordret på forskellig vis, som elsker at gå på arbejde hos os. Tankegangen bag den ordning vil vi nu brede ud til også at omfatte arbejdsløse, som ikke er klar til et almindeligt job. Og der er masser af gode, konkrete og meningsfulde opgaver, som venter på at blive løst ude i naturen, siger miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF).
Bjørneklo og sti-vedligehold
Arbejdet i naturen kan blandt andet være naturpleje i fredede områder, bekæmpelse af invasive planter som bjørneklo, plantning af bynær løvskov og vedligeholdelse af stier. Normalt vil arbejdet foregå i hold af fire til 10 personer.
- Vi giver mennesker en chance for at få en velfungerende dagligdag og et arbejdsliv, de måske ellers ikke havde mulighed for. Arbejde under åben himmel styrker sundheden og giver sociale relationer for mennesker, der ellers ofte mangler et stærkt netværk, siger miljøordfører Per Clausen (EL).
De nye koordinatorer bliver placeret på Naturstyrelsens lokalenheder Sønderjylland, Vestsjælland og Vestjylland. Med det nye initiativ imødekommer miljøministeren kommuner og jobcentre, der efterspørger mere viden om de alternative grønne jobtilbud. Normalt er tilbuddene skruet sådan sammen, at Naturstyrelsen stiller arealer til rådighed og giver idéer til arbejdsopgaver i naturen, mens kommunerne udbetaler løn og hjælper med transporten.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.