dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Anders Kjærbye, Ritzau Scanpix.

Udsatte unge spiller fodbold for at få job

Et projekt i Herlev Kommune hjælper unge på overførselsindkomst i job og i uddannelse
23. JAN 2018 13.54

Fodboldtræning, kurser i socialt samvær og virksomhedspraktik. Det er nogle af værktøjerne i et projekt sat i søen af Herlev Kommune. Projektet hedder 'Fodbold som beskæftigelse' og hjælper utilpassede unge under 30 år med at komme ud af en tilværelse med ledighed og overførselsindkomst, skriver DR København.

- Det er vigtigt at være en del af noget. At man står op og bidrager. Det er et fællesskab, og vi er sammen om det, fortæller Casper Hansen, virksomhedskonsulent i Herlev Kommune og tidligere en del af DBU Sjælland.

Grunden til projektets succes skal findes i det fællesskab, de unge får igennem fodbold, som er en central del af projektet. Hvis man ikke kommer, så svigter man holdet, siger Casper Hansen.

Næsten 50 pct. i arbejde
I et typisk forløb skal den unge spille fodbold to gange om ugen, og derudover skal den unge på kurser i blandt andet god kost, rygestop, eller hvordan man fungerer bedre socialt. Fodbolden kan også hjælpe de unge i deres videre færd i livet ved hjælp af de oplevelser, de får på banen.

- Vi hjælper dem til at tage deres succes fra banen med videre til arbejdsmarkedet og i uddannelse, siger Casper Hansen.

Længden af projektet kommer an på den unges situation, men kan vare mellem fire uger til et år. Sidste kuld var på 27 unge, og det igangværende forløb er der indtil videre knap 20 unge mennesker. Af de 27 unge er knap halvdelen kommet i arbejde eller er begyndt på en uddannelse, mens resten er kommet i nye typer forløb.

'Win-win-win'
Borgmester i Herlev Kommune, Thomas Gyldal Petersen (S), er henrykt over, at projektet er lykkedes så godt. Han har kun positive ting at sige om de resultater, der indtil videre er kommet af projektet.

- Det her er en win-win-win situation. Det er godt for den enkelte, for lokalsamfundet og kommunens økonomi.

- Det er afgørende, at alle får den chance, de fortjener. Det her projekt er med til at åbne døre, som ellers var lukkede, siger han.

Det bliver ikke sidste gang, Herlev laver den type projekter.

- Ved at tænke nyt og anderledes kan vi løse problemer, der ellers ikke har været løst. Vi vil fortsætte med at tænke nyt og anderledes, lyder det fra Thomas Gyldal Petersen.

Et lignende projekt har også været afprøvet i Gentofte.

rp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/udsatte-unge-spiller-fodbold-for-at-f-job

GDPR