
Netop nu kan beboerne i 1.000 almennyttige boliger i Korsløkkeparken på Nyborgvej i Odense glæde sig over, at deres hjem skal renoveres for 1,2 mia. kr. Og samtidig kan 10 arbejdsløse unge fra området glæde sig over at komme i job eller i gang med uddannelse.
- Det er unge, der har fået en chance for at komme videre med deres liv. De får mod på livet igen, fordi de kan se, at der er virksomheder, som gerne vil dem, fortæller sekretariatschef Peter Rahbæk Juel fra 'Byg til Vækst' til DR Fyn.
'Byg til Vækst' er et samarbejde mellem erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og alle de fynske kommuner.
Virker det i Vollsmose?
Erfaringerne fra Korsløkkeparken, hvor ledige unge hjælper med til at bygge på deres egne boliger, er bare begyndelsen. Ideen bliver i løbet af året bredt ud til Vollsmose og Svendborg.
- Vi arbejder på at få udbredt erfaringerne til boligområderne Jægermarken og Toftemarken i Svendborg, hvor der skal gang i renoveringsprojekter. Vi skal også i gang med en model til Vollsmose, hvor vi vil se, om vi kan få unge fra området ind i byggeprojekterne, siger Peter Rahbæk Juel.
Projektet står bag rekrutteringen af de unge i forbindelse med renoveringen af boligområderne.
'Potentiale skal udnyttes'
For virksomheden, der har hovedentreprisen på renoveringen af de almennyttige boliger i Odense, er der tale om en øjenåbner.
- Nogle af de mennesker, der bor i området, har et potentiale, som skal udnyttes. Byggebranchen kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden, og får vi aktiveret det her potentiale, kan vi skabe kvalificeret arbejdskraft til branchen, siger afdelingschef Kresten Andreasen fra virksomheden 5E.
I første omgang skal en tredjedel af lejlighederne på Nyborgvej i Odense - i alt 384 lejligheder - renoveres i løbet af de næste par år. Hele renoveringen på Nyborgvej tager 10 år.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.