Der er ikke noget at spare ved at gå over til vådservietter og vask uden vand i ældreplejen. Det viser en omfattende hollandsk undersøgelse fra 2014, som DR Bornholm har kigget på. Bornholms Regionskommune forventer ellers en årlig besparelse på 3,8 mio. kr., hvis man vælger vask uden vand i den daglige hygiejne.
Undersøgelsen indbefattede 500 plejekrævende ældre borgere på 22 forskellige plejehjem i Holland, hvor man i løbet af seks uger sammenlignede de to vaskemetoder: den traditionelle med vand og sæbe over for vask med vådservietter.
Man lavede to lige store grupper - og der blev taget tid med stopur hver gang en ældre blev vasket. Udover tidsforbruget indregnede man alle andre udgifter til for eksempel servietter, vand og lignende.
Og i forhold til økonomien så er konklusionen klokkeklar: udgifterne var stort set de samme uanset hvilken vaskemetode, der blev anvendt.
Undersøgelsen er lavet af seks forskere fra universiteter i Holland, England og Belgien - og den er offentliggjort i 'International Journal of Nursing Studies' i 2015.
Det skal dog understreges, at den hollandske undersøgelse kun omfatter ældre plejekrævende borgere, som er sengeliggende. Desuden indregner man som sagt udgifterne til servietter, mens man i det bornholmske besparelsesforslag vil lade de ældre selv betale udgiften til vådservietter.
En mindre undersøgelse fra Køge Sygehus har i øvrigt vist, at der kan være en besparelse på op til 10 pct. ved at gå over til vask uden vand - frem for den traditionelle metode.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.