dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Colourbox

Viborg skal betale sygedagpenge tilbage til kræftsyg

Det var en fejl, da Viborg stoppede udbetaling af sygedagpenge til en uhelbredelig syg kræftpatient. Kræftens Bekæmpelse vil have hårdere sanktioner mod kommuner, der begår fejl
18. APR 2013 10.38

VIBORG: I december 2011 fik 55-årige Marianne Hvilsom konstateret tilbagefald af sin kræftsygdom, men under behandlingen besluttede Viborg kommune at stoppe udbetalingen af hendes sygedagpenge. Efter en afgørelse i Beskæftigelsesankenævnet har kommunen genoptaget sagen og er nu kommet frem til, at det var forkert at stoppe ydelsen.

Arbejdsmarkedschef Jette Lorenzen i Viborg kommune beklager sagen og kalder den dybt ulykkelig. Hun kan ikke udtale sig i den konkrete sag, men forklarer, at kommunen siden 2010 har benyttet sig af anden aktør, der har taget sig af sagsbehandlingen i forbindelse med sygemeldte borgere. Samarbejdet har ikke været tilfredsstillende, og derfor har kommunen nu opsagt samarbejdet og vil fremover selv stå for sagsbehandlingen.

- Det er jo ikke nogen undskyldning, og det her er dybt tragisk. Vi er opmærksomme på at nogle borgere er kommet i klemme, da anden aktør ikke har lavet en ordentlig sagsbehandling, siger Jette Lorenzen.

Skærpet tilsyn
Tal fra Ankestyrelsen viser, at der i perioden fra 2007 til og med 2011, konstant var fejl i 25-29 pct. af de sager, der blev indbragt for de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene. Og det er utilfredsstillende, mener Kræftens Bekæmpelse.

- Som systemet er indrettet i dag, har en kommune intet at tabe, hvis den træffer en ulovlig afgørelse. Det værste, der kan ske, er, at en kommune skal tilbagebetale den ydelse borgeren havde ret til. Det har ingen yderligere konsekvenser, siger Laila Walther, afdelingschef i Patientstøtte og Lokal Indsats i Kræftens Bekæmpelse.

Hun mener, at kontrollen med kommunerne bør skærpes.
- Vi mener, at regeringen bør udarbejde en årlig måling af kommunernes fejl. Overskrider de en margin på 3-5 pct., skal staten indføre et skærpet tilsyn, indtil kommunerne over en periode, har vist, at de kan træffe afgørelser uden fejl, foreslår Laila Walther.

Derudover foreslår Kræftens Bekæmpelse, at man indfører et økonomisk incitament, hvor man belønner de kommuner, der gør det rigtige og straffer dem, der ikke gør.

sf

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/viborg-skal-betale-sygedagpenge-tilbage-til-kraeftsyg

GDPR