dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Rune Pedersen (Polfoto)

Viborg stiller krav til Business Region Aarhus

Viborg ønsker støtte til udbygning af motorvej til Aarhus som del af medlemskab i Business Region Aarhus. Formand Jørgen Gaarde (S) afviser at gå ind i debatten

VIBORG: Både Viborg-borgmester Torsten Nielsen (K) og formand for Business Region Aarhus Jørgen Gaarde (S) har til dknyt givet udtryk for, at hvis Viborg skal indlemmes i det tværkommunale erhvervssamarbejde, skal det være, fordi begge parter vinder på det. Og selvom Viborg endnu ikke har sendt en ansøgning om optagelse, tør både borgmester og viceborgmester godt melde ud, hvad de forventer at få ud af samarbejdet.

I det nuværende arbejdsprogram forpligter de tilsluttede kommuner sig til at arbejde for, at den østjyske motorvej E45 udvides til seks spor, mens en motorvej mellem Aarhus og Viborg, Rute 26, ikke nævnes direkte. Det vil Viborg have lavet om på.

- For os spiller infrastrukturen en stor rolle, og derfor har vi motorvejen til Aarhus som højeste prioritet, siger Torsten Nielsen til dknyt. 

Viceborgmester Jens Rohde (V) er endnu mere klar i spyttet.

- Motorvejen mellem Aarhus og Viborg skal være en del af arbejdsprogrammet i Business Region Aarhus - mod at vi så til gengæld støtter, at den østjyske motorvej udbygges fra fire til seks spor. Hvis vi bare siger ja til at støtte udbygningen af den østjyske motorvej uden at stille et ufravigeligt krav om til gengæld at få opbakning til Rute 26, er der jo ikke tale om, at vi er ligeværdige partnere, siger han til Viborg Stifts Folkeblad og understreger, at det er det mandat, borgmesteren har fået til at forhandle optagelsen.

Ingen diskussion - E45 kommer først
Torsten Nielsen erkender, at businessregionen meget vel kan vælge at nedprioritere Viborgs ønske om motorvejen mellem Aarhus og Viborg til fordel for udvidelsen af E45. Han giver overfor avisen udtryk for, at han ikke er i tvivl om, at Rute 26 på længere sigt bliver en del af arbejdsprogrammet, hvis først Viborg bliver en del af fællesskabet.

Jørgen Gaarde ønsker ikke at 'deltage i noget polemik' i forhold til udmeldingerne fra Viborg, og mener ikke, der er noget at udtale sig om.

- Jeg synes, vi skal bevare roen. Nu får vi ansøgningen fra Viborg om optagelse, og så tager vi den derfra. Vi har indtil videre haft nogle fine samtaler med Viborgs borgmester, siger formanden til dknyt, inden han alligevel understreger:

- Men jeg vil gerne sige, at det utvetydigt er sådan i Business Region Aarhus, at det første og fremmeste, der skal nås, er en udvidelse af E45. Vi samler kræfterne om et mål ad gangen, og det er ikke til diskussion, at E45 er førsteprioritet.

Hærvejsmotorvej må nedprioriteres
Viborg har også længe ønsket en hærvejsmotorvej ned igennem Midtjylland, men med optagelsen i Business Region Aarhus åbner Socialdemokraterne op for at lægge den ambition på hylden.

- Realistisk set står vi i Viborg alene med ønsket om en midtjysk motorvej. Hvis vi tilslutter os Business Region Aarhus, må vi droppe hærvejsmotorvejen og i stedet arbejde på at få opgraderet hovedvej 26 mellem Viborg og Aarhus, siger gruppeformand Per Møller Jensen til Viborg Stifts Folkeblad.

Jens Rohde accepterer, at hærvejsmotorvejen ikke nødvendigvis ligger højt på businessregionens liste og er derfor klar til at parkere den plan for nu. Han mener dog, at kommunen på ingen måde skal opgive tanken om en hærvejsmotorvej, men at realiteterne dikterer, at det først kan blive aktuelt senere end de to andre vejprojekter.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/viborg-stiller-krav-til-business-region-aarhus

GDPR