En stor del af den viden, der bliver indsamlet om flygtningenes uddannelse og erhvervserfaring i asylcentrene, går tabt, når kommunerne overtager ansvaret for flygtningene, skriver Ugebrevet A4. Det viser en analyse, som LG Insight har lavet for Udlændinge- Integrations- og Boligministeriet. De har spurgt kommunerne, hvilke informationer de bruger, når de skal i gang med at strikke et forløb sammen, der i sidste ende skal få flygtningene i job.
Her svarer en 'forholdsvis stor andel af aktørerne', at de slet ikke anvender informationer fra asylcentrene, skriver LG Insight i undersøgelsen.
- Kommunerne oplever, at det grundlag, de får at arbejde med fra asyloperatørerne, er meget mangelfuldt, og at overleveringen af viden om flygtningnenes kvalifikationer foregår alt for løst, siger Lars Larsen, der er direktør for LG Insight, til Ugebrevet A4.
Dette billede genkender to andre integrationskonsulenter, Sisyfos og Dansk Flygtningehjælps Integrationsnet, som kalder det helt afgørende, at der kommer styr på overleveringen af flygtningenes kompetencer. Ellers forpasser kommunerne chancen for at få flygtningene hurtigt i job.
Rum for forbedring
I KL oplever formand Martin Damm (V) da også, at der er 'rum for forbedring' i overgangen fra asylcentrene til kommunerne.
- Hvis det er forskelligt, hvilke informationer vi får, afhængigt af hvilket asylcenter vi får flygtningen fra, kan vi jo ikke regne med det. Hele forløbet skal trimmes, så det kører mere effektivt, siger han til Ugebrevet A4.
Derfor er han også meget glad for den første del af trepartsaftalen, som blev indgået i sidste uge. Her blev parterne enige om, at afklaringen af flygtningenes kompetencer skal i gang allerede på asylcentrene.
- Nu skal vi være skarpe på, hvem der gør hvad, så vi sikrer, at de oplysninger, der bliver genereret tidligt i forløbet bliver sat i system og overgår til kommunerne, så de ikke skal starte forfra, siger Martin Damm.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.