Private løntilskudsjob giver den højeste beskæftigelse af alle former for aktivering: Tre måneder efter et privat løntilskudsjob er mere end seks ud af 10 i arbejde, viser tal fra Jobindsats.dk. Det skriver Fagbladet 3F.
I den anden ende ligger virksomhedspraktik som en af bundskraberne. Her er kun godt tre ud af 10 i arbejde tre måneder efter aktivering.
På trods af det sender kommunerne flere og flere ledige i virksomhedspraktik - og ikke flere i privat løntilskud. Sidste år fik 7.500 privat løntilskud og over 44.000 virksomhedspraktik.
Privat er bedst
Forskningsleder Jacob Nielsen Arendt fra Rockwool Fondens Forskningsenhed mener, at tallene snyder lidt, idet man ikke ved, hvor hurtigt folk var kommet i arbejde uden aktivering.
Han siger også, at anden forskning viser, at virksomhedspraktik ser ud til at have en effekt. Men han er enig i, at privat løntilskud har bedst effekt.
- Det er ærgerligt, at dét, der ser ud til at være allermest effektivt, er faldende. Men privat løntilskud er mere krævende for kommunerne at etablere, mens det er lettere at etablere en virksomhedspraktik, som er kortere og gratis for virksomhederne, siger Jacob Nielsen Arendt.
Virksomhedpraktik tilbydes til alle typer af ledige - og både til kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere. Med praktikken kan den ledige få indsigt i et fag, han eller hun ikke kender eller få erfaring med et område den ledige allerede har en uddannelse i.
Praktikperioden, for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, kan vare op til 4 uger. For kontanthjælpsmodtagere samt sygedagpengemodtagere og revalidender, der ikke har erhvervserfaring, har langvarig ledighed eller i øvrigt har vanskeligt ved at opnå beskæftigelse med løntilskud, kan perioden vare op til 13 uger med mulighed for yderligere forlængelse.
Det er ikke forbundet med lønudgifter for virksomheder at have ledige i virksomhedspraktik, da den ledige ikke får løn under praktikopholdet.
Løntilskud gives til ledige med ret til at blive aktiveret. Formålet er at give den ledige nye kompetencer, erfaringer og kontakter og dermed et bedre udgangspunkt for at søge job. Man kan blive ansat med løntilskud i både private og offentlige virksomheder, men der er forskellige regler alt efter om den ledige ansættes privat eller offentligt.
Hvis en ledig ansættes med løntilskud hos en privat arbejdsgiver, får vedkommende almindelig overenskomstmæssig løn, pension og arbejdstid. Arbejdsgiveren modtager et løntilskud på 76,59 kr. pr. time. (2017)
I det offentlige er der en fast timeløn på 124,71 kr. (2017) til løntilskudsansatte, og man får udbetalt løn, som svarer til ens ydelse som ledig. Dog får man fuld pension af den løn, man ville have fået, hvis man havde været almindeligt ansat. Arbejdsgiveren modtager et løntilskud på 111,24 kr. pr. time. (2017)
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.