Regeringen har lagt op til en stram finanslov i år, men der er behov for at lave yderlige stramninger for ikke at risikere en overophedning i visse dele af økonomien - herunder byggebranchen.
Sådan lyder anbefalingen i en rapport fra formandskabet i De Økonomiske Råd, de økonomiske vismænd.
- Overordnet går det godt i dansk økonomi, og der er udsigt til fortsat fremgang, siger overvismand Carl-Johan Dalgaard.
- Derfor er der ikke længere behov for, at finanspolitikken stimulerer efterspørgslen. Vores anbefaling er derfor, at finanspolitikken strammes i forhold til det planlagte. En oplagt mulighed kunne være at ophæve boligjobordningen helt. Der er ikke gode, strukturelle argumenter for ordningen – og nu er et godt tidspunkt at afskaffe den på, siger han.
Hjælpepakker udløber
Regeringen har i sit forslag til finansloven lagt op til at skære betydeligt i 2022 sammenlignet med i år.
Opbremsningen på dette års finanslovsudspil er større, end da daværende statsminister Poul Schlüter (K) gennemførte kartoffelkuren i 1980'erne.
Kartoffelkurens påvirkning af økonomien blev opgjort til en negativ finanseffekt på minus 1,4 pct. Denne gang er den negative finanseffekt opgjort til minus 1,9 pct.
I modsætning til Schlüters kartoffelkur er det dog ikke nye initiativer fra regeringen, der fører til opbremsningen. Det er i stedet primært udløb af coronahjælpepakker.
Vismændene påpeger, at finanspolitikken trods de planlagte stramninger er mere lempelig end før corona.
Wammen: Vi følger det tæt
Hos regeringen mener finansminister Nicolai Wammen (S), at forslaget til finansloven er afstemt med den nuværende situation - og at man af den årsag skruer ned for boligjobordningen.
- Når det er sagt, står vi i en ekstraordinær situation lige nu, hvor der på den ene side er god fart på dansk økonomi og på den anden side er stigende energipriser og renter, som trækker den anden vej, ligesom pandemien stadig påvirker verden.
- Derfor følger regeringen økonomien tæt frem mod indgåelsen af finanslovsaftalen for 2022 senere på efteråret, siger han i en skriftlig kommentar.
Vækst ventes på 3,9 pct.
Vismændene vurdrer, at bruttonationalproduktet (bnp) allerede i andet kvartal nåede over niveauet fra før corona, og for året som helhed ventes en vækst på 3,9 pct.
Det er en større vækst, end vismændene spåede i sin seneste rapport i juni. Her var der ventet en vækst på 2,9 procent i år.
- Der er fortsat erhverv, der er ramt af pandemien og dens eftervirkninger, men overordnet er dansk økonomi på højde med situationen før pandemien, siger overvismand Carl-Johan Dalgaard.
- Der er derfor ikke længere brug for generelle hjælpepakker, der også i hovedsagen er ophørt, siger han i en pressemeddelelse.
Aktiviteten kom hurtigt tilbage
Ender økonomien med at vokse med 3,9 pct. i 2021, vil det være den største vækst siden 2006, hvor væksten også var på 3,9 pct. ifølge Danmarks Statistik.
- Aktiviteten er vendt hurtigt tilbage i dansk økonomi ovenpå tilbageslaget i forbindelse med pandemien, lyder det i rapporten.
Den store vækst kommer dog efter et fald på 2,1 pct. i 2020, hvor corona sendte den danske økonomi på retur.
Samtidig ventes der nu en mindre vækst næste år. Her ventes bnp at vokse 3,6 pct. mod tidligere spået 4,3 pct.
Situationen kan dog hurtigt vende. Blandt andet forudsættes det, at der ikke kommer nye nationale nedlukninger, og at der er fremgang på Danmarks eksportmarkeder.
Vismændene peger også på, at der bør være et beredskab, som kan sættes i kraft, hvis der er behov for en fornyet indsat mod corona.
Udsigt til blød landing
Manglen på hænder på dele af arbejdsmarkedet kan også fortsætte - og måske udbygges - de kommende kvartaler. Særligt inden for byggeriet mangler der arbejdskraft, og der er også udbredt mangel på materialer.
Presset på arbejdsmarkedet ser dog ifølge vismændene ud til at være af midlertidig karakter og at aftage gradvist fra 2022.
Der er udsigt til, at den danske økonomi igen er på vej ind i en højkonjunktur, som var tilfældet, inden corona ramte.
Det vil indebære et fortsat pres på økonomien. Men hovedscenariet er i vismændenes optik en blød landing.
- Prognosen indebærer dermed en såkaldt blød landing for dansk økonomi de kommende år, idet det lægges til grund, at der ikke opbygges væsentlige ubalancer hverken på arbejdsmarkedet, på boligmarkedet eller i den finansielle sektor, lyder det i rapporten.
Økonomien ventes at vende tilbage til højkonjunktur de næste par år. Den ventes at toppe i 2022 og gradvist normaliseres frem mod 2025.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.