dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Vold og trusler hver fjerde dag på asylcentre på Ærø

På tre måneder har der været 26 sager om bl.a. vold, trusler og hærværk på to centre for asylbørn på Ærø. Asyldirektør finder det 'ikke problematisk'

ÆRØ: Der har været talrige problemer med både vold, trusler, våbenbesiddelse og hærværk på to asylcentre for uledsagede asylbørn på Ærø. Det viser en aktindsigt, som Radio24syv har fået i Langeland Kommunes indberetningsprogram, LetAsyl. Centrene drives og hører under Langeland Kommunes asylsystem.

Fra 1. august til 1. november har der været 26 sager, som beskrives både som voldsomme og farlige. Det svarer til, at der i gennemsnit er under fire dage mellem hver episode.

De mange sager om ikke mindst vold og trusler står i direkte kontrast til de seneste ugers udmeldinger fra børnecentrene på Ærø. Senest blev centerleder Birgitte Werborg i TV2 Fyn spurgt, om man på Ærø havde samme problemer som 'dem, man har hørt om på Langeland.'

- Nej, nej. Vi har haft to gode år på Ærø. Og vi har haft ualmindeligt gode drenge, som vi har trivedes med, sagde hun søndag.

'Det er jo ikke store sager'
Konstitueret asyldirektør i Langeland Kommune Kurt Habekost, mener ikke der er store problemer.

- Det kan da godt være, det er ekstraordinært mange i en periode, men altså mange af sagerne er jo ikke store sager. Det er frustrationer over enten det ene eller det andet, der udløser en reaktion. Jeg synes ikke, det er problematisk, siger han.

11 af de 26 sager på tre måneder er ellers så alvorlige, at personalet har valgt at anmelde den til politiet. Til det har Kurt Habekost 'ingen kommentarer'.

Børnecentrene på Ærø har eksisteret i næsten to år. Alligevel var Udlændingestyrelsen første gang på tilsyn på Ærø for en lille måned siden, efter Langeland Kommune var sat under skærpet tilsyn. Det bekymrer flere af oppositionens politikere, der i dag har indkaldt Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V) i samråd om netop Udlændingestyrelsens tilsyn med Langeland Kommunes asylcentre.

Hverken Udlændingestyrelsen eller Inger Støjberg vil udtale sig til Radio24syv før dagens samråd.

dc

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/vold-og-trusler-hver-fjerde-dag-pa-asylcentre-pa-aero

GDPR