
Midt under årets økonomiforhandlinger præsenterede regeringen fredag sit udspil til en kommende værdighedsreform.
Et udspil, som ifølge social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), flankeret af ældreministeren og indenrigs- og sundhedministeren, betyder et "paradigmeskifte i socialpolitikken", men som ifølge KL's formand for socialudvalget Ulrik Wilbek (V) "indeholder en række dilemmaer" for kommunerne.
Regeringen vil samlet afsætte 264 mio. kr. årligt til reformens initiativer, som ifølge social- og boligministeren skal "bidrage" til "det nye system".
Under pressemødet var det dog usagt, hvor meget kommunerne selv kommer til at finansiere.
Adspurgt de ventede udgifter for landets kommuner lød svaret fra ministrene, at regeringen ser frem til at drøfte udspillet med KL.
Professor i statskundskab hos Vive Kurt Houlberg beskriver værdighedsreformen som et element der giver tiltagende styrke til den reformbølge, som i år skyller ind over kommunerne.
- Udspillet kommer samtidig med økonomiforhandlingerne og på et tidspunkt, hvor der er mange andre store reformer på dagsordenen. Det gør selvfølgelig, at det kan være vanskeligt for kommunerne at overskue og navigere i den her store reformbølge, siger han.
Værdighedsreformen kommer dog ikke til at få direkte indflydelse på de igangværende økonomiforhandlinger, vurderer Kurt Houlberg.
Reformer hører nemlig under det udvidede totalbalanceprincip, hvilket betyder, at hvis der kommer nye regler og krav fra regeringen, skal kommunerne kompenseres for de øgede udgifter det måtte medføre. Regeringen og KL skal derfor finde ud af, hvor meget reformen vil koste, og hvor meget kommunerne skal kompenseres for på bloktilskuddet.
- Men det er klart, at det kan have en afsmittende effekt under økonomiforhandlingerne. Kommunerne kan måske være frustrerede over, at der nu kommer endnu en reform og med det nogle økonomiske uvisheder, siger Kurt Houlberg.
Ser frem til dialog
Med udspillet til værdighedsreformen vil regeringen gøre op med, at landets mest udsatte borgere "ender som kastebold mellem forskellige offentlige myndigheder".
De skal fremover have mulighed for at få hjælp på tværs af kommunegrænser og møde et samlet system, som fokuserer på "ret før pligt". Det betyder, at regeringen bl.a. vil fjerne krav og sanktioner på beskæftigelsesområdet.
- Det handler om, at det nu omsider skal være systemet, som møder de udsatte borgere, der hvor de er og ikke omvendt. Det skal være borgerne, der definerer deres gode liv og får hjælp til at opnå det, sagde ældreminister Mette Kierkgaard (M) på pressemødet.
Derfor vil regeringen samle kommunale, regionale og statslige indsatser, så borgerne fremover har et samlet sted at søge hjælp. Det skal blandt andet realiseres med såkaldte "Gadens huse" i de større byer, mobile udsatte-enheder udenfor de større byer, og så skal kommunerne blandt andet også have flere stofindtagelsesrum med længere åbningstid.
Ulrik Wilbek kalder udspillet "sympatisk", "positivt" og "vigtigt". Men han mener også, at udspillet mangler klare rammer, og derfor ser han frem til at gå i dialog med regeringen:
- Vi har lige fået det her udspil, og det indeholder en række dilemmaer, bl.a. det med borgere, der får hjælp på tværs af kommunegrænser og kommunernes betaling for hjælp til de udsatte. Det skal der være nogle klare rammer for. Det fremgår af udspillet, at der skal være en forhandling med KL for at få detaljerne på plads, og det går vi selvfølgelig ind i, siger Ulrik Wilbek og fortsætter:
- Med de nye ”Gadens Huse” ønsker regeringen at sikre, at borgere kan få hjælp i husene, uanset hvilken kommune de kommer fra. Det er en god og sympatisk tanke, men vi er nødt til at finde en model, hvor der ikke pludselig dumper en stor regning ind hos borgerens hjemkommune.
Hvad er Gadens Huse?
Nye huse i de større byer skal samle hjælpen for de mest udsatte. De mest udsatte i resten af landet skal mødes af udkørende hjælp og tilbydes ophold i mobile væresteder, skriver regeringen om "Gadens Huse" i udspillet til værdighedsreformen.
Med Gadens Huse vil regeringen altså samle en række hjælp. Borgere skal fremover kunne troppe ind fra gaden og få hjælp af en socialrådgiver, sygeplejerske og læge. Der skal også være varmestue, rusmiddelbehandling og gældsrådgivning.
De mobile udsatte-enheder skal understøtte de samme muligheder som Gadens Huse.
Kilde: Social- og boligministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.