Selv om torsdagstallet siger, at 452 nu er døde i Danmark, mens de var smittet med covid-19, er dødeligheden i Danmark nogenlunde uændret.
Statens Serum Institut opgør i en ny rapport, at dødeligheden ligger inden for det normale forventede niveau i hele perioden siden 1. januar 2020 bortset fra to uger, ugerne 14 og 15.
'Dermed har covid-19-epidemien kun i yderst begrænset omfang ført til overdødelighed i Danmark indtil nu,' hedder det i rapporten.
Værre end influenza
Det betyder dog ikke, at covid-19, som nogle har påstået, ikke er mere dødelig end en almindelig influenza.
Rapporten har sammenlignet antallet af folk, som er døde med covid-19, med de seneste seks influenzasæsoner.
Det viser, at andelen, der er døde som følge af covid-19 i forhold til influenza, er
- 59-116 pct. højere blandt personer over 90 år
- 80-291 pct. højere for de 80-89 årige
- 127-223 pct. højere for de 70-79 årige
Tallene kan dog være usikre. På den ene side kan andelen af smittede, som dør, falde, når flere med milde symptomer bliver testet. På den anden side mangler der opfølgning på de seneste tilfælde, hvilket kan få tallet til at stige.
Kun én døde oplagt af noget andet
Instituttet har gennemgået journalerne for de første 277, som døde, mens de var smittet med covid-19.
Kun én af de 277 patienter var oplagt død af en anden årsag. For de resterende er det enten sandsynligt, eller kan ikke udelukkes, at covid-19 var årsag eller medvirkende årsag til døden.
Størstedelen, 229 (83 pct.) af de 276, havde været i kontakt med hospitalsvæsnet inden for de seneste fem år forud for dødsdatoen som følge af en eller flere specifikke underliggende sygdomme. Derudover var der hos yderligere 15 patienter anført en underliggende sygdom som medvirkende årsag til døden.
65 år skiller
Endelig ser rapporten på logikken i, at man i Danmark opererer med 65 år som aldersgrænsen for at være i risikogruppen, når den er 60 år ifølge WHO.
Analysen viser, at andelen, som er døde med covid-19, er 1,6 pct. blandt de 60-64-årige, mens den er 8,9 pct. blandt de 65-69-årige, altså mere end fem gange højere risiko, hedder det.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.