
ESBJERG: Trods en nylig genopretningsplan for Esbjerg Kommunes familierådgivning kan JydskeVestkysten bringe en stribe udsagn fra medarbejdere om dårligt arbejdsmiljø, forråelse og prioritering af økonomi over borgernes retssikkerhed.
- Man bliver straffet, hvis man siger fra eller stiller spørgsmål. De letteste og mindst komplicerede sager går til dem, der er venner med ledelsen. Og omvendt. Så man oplærer nærmest folk til at blive en del af det syge system, lyder det fx fra en af de ti ansatte, avisen har talt med. Ingen af dem står frem med navn.
Esbjerg Kommune har ikke ønsket at kommentere sagen, mens regionsforkvinde i Dansk Socialrådgiverforening Mie Vode Moll opfordrer til, at medarbejdere henvender sig direkte til fagforeningen. "Vi er ikke blevet kontaktet om arbejdsskader og er heller ikke bekendt med henvendelser til whistleblowerordning eller Ankestyrelsen", siger hun.
Efter længere tids afdækning af kritisable forhold i afdelingen har kommunen for nylig vedtaget en genopretningsplan. Antallet af sager pr. medarbejder skal reduceres, og der skal ansættes flere jurister og en mentor, som skal hjælpe rådgiverne med at tale bedre med borgerne.
- Jeg forventer helt klart, at planen vil medvirke til, at familierne på handicapområdet får en mere stabil sagsbehandling, at vi overholder fristerne og forhåbentlig også, at vi bedre kan holde på medarbejderne, lød det dengang fra Lise Plougmann Willer, direktør for Borger & Arbejdsmarked.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.