
Flere vacciner mod covid-19 skal reserveres til de ansatte på sygehusene. Sygehusdirektører og Lægeforeningen frygter, at den britiske variant af coronavirusset kan få sundhedsvæsnet til at bryde sammen. Derfor opfordrer de Sundhedsstyrelsen til at ændre vaccinestrategi og rykke læger og plejepersonale frem i køen, så de undgår at blive smittet.
- Sundhedsstyrelsens plan er lagt, før den engelske variant trådte ind på banen. Derfor er det naturligt at spørge, hvad vi kan gøre for at sikre, at der er tilstrækkeligt med personale til at passe et stigende antal syge, siger Steen Werner Hansen, sygehusdirektør på Gentofte og Herlev Hospital.
På Regionshospitalet Randers er direktør Jonas Dahl enig. Indtil videre er cirka hver fjerde ansat vaccineret.
- Hvis vi skal modstå mutationen, har vi brug for at få vaccineret alle vores medarbejdere. Sker det ikke, er jeg stærkt bekymret for, om vi kan opretholde den nødvendige kapacitet. Allerede nu er den spændt til bristepunktet, hvilket betyder, at vi har været nødt til at sende patienter til andre hospitaler, siger han.
Da Danmark i øjeblikket kun råder over få vaccinedoser, vil flere vacciner til sygehusansatte betyde, at nogle ældre og sårbare skal have deres vaccination udskudt. Det er yderst beklageligt, siger Steen Werner Hansen. Men modsat de ansatte på sygehusene har de mulighed for at isolere sig:
- Det er ikke nogen ønskelig situation. Men med de begrænsede mængder vaccine, må vi overveje, hvordan de gør bedst gavn.
Alvorlige meldinger
Også Lægeforeningen mener, at der på baggrund af den britiske mutation er behov for at se på fordelingen. Formand Camilla Noelle Rathcke opfordrer Sundhedsstyrelsen til at bide mærke i advarslerne fra sygehusene og "handle på dem".
- Det er meget alvorlige meldinger, der kommer fra hospitalerne. Dem skal man lytte nøje til, for presset på vores sundhedsvæsen slår hårdt igennem på hospitalerne, siger hun i en skriftlig udtalelse.
Hun understreger, at det selvfølgelig er vigtigt at vaccinere patienter i risikogrupperne. Men mindst lige så vigtigt er sundhedspersonalet.
- Så vi ikke risikerer, at tæppet trækkes væk under sundhedsvæsnet – ikke mindst dem, der deltager i behandling og pleje af patienter med covid, siger hun.
Ingen ændret prioritering
I Sundhedsstyrelsens vaccineplan ligger sundhedspersonale på en fjerdeplads ud af 12. Øverst er plejehjemsbeboere. Ifølge direktør Søren Brostrøm vil der dog ikke blive lavet om på den prioritering.
- Hovedformålet med vaccinationsprogrammet er at forebygge sygdom og død. Det er derfor, at de allerældste og sårbare i vores samfund står forrest - også foran sygehuspersonale. Hvis sundhedspersonalet skal rykkes endnu længere frem i køen, vil det betyde, at mange af de ældre og sårbare, der endnu ikke er blevet vaccineret, skal vente endnu længere. Derfor kommer vi ikke til at ændre på rækkefølgen, siger Brostrøm.
102.092 danskere har indtil videre modtaget første vaccinedosis. Blandt dem er beboere på plejehjem. Sideløbende fortsætter regionerne med at give første vaccinestik til sårbare borgere og personer over 65 år, der får hjemmepleje og praktisk hjælp.
Ritzau / eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.