
KØBENHAVN: Alle Folketingets partier har netop indgået rammeaftale om at justere kommunalreformen, så der bliver et mere smidigt samarbejde mellem kommuner, regioner og stat. Det betyder bl.a., at Socialstyrelsen skal sikre koordinering af kommunernes tilbud til de mest specialiserede grupper på det sociale område fra 1. juli 2015. Det oplyser Økonomi- og indenrigsministeriet.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) siger:
- Det er ikke afgørende, om en bestemt opgave varetages af kommunen eller regionen. Men det er afgørende, at borgerne får den hjælp de skal have, og at der ikke opstår store forsinkelser og tab af viden i overgangen fra eksempelvis regionens sygehus til kommunens genoptræning. Med aftalen i dag har vi skabt bedre forudsætninger for en mere smidig og effektiv offentlig sektor.
Hovedelementer fra rammeaftalen
• Fra 1. juli 2015 indføres en ny national koordinationsstruktur på det specialiserede område, hvor Socialstyrelsen får ansvar for at koordinere kommunernes tilbud.
• Fra 1. juli 2014 får sygehusene stærkere kompetencer i forhold til genoptræning af borgere med komplekse behov, bl.a. så de for nogle patienter kan anvise genoptræning efter en bestemt metode og inden for en bestemt frist. Samtidig reduceres antallet af sundhedsaftaler fra 98 til fem.
• Fra 1. juli 2014 får kommunerne det fulde forsyningsansvar for de lands- og landsdelsdækkende specialundervisningstilbud, som på den måde bliver harmoniseret med socialområdet. Samtidig bliver specialrådgivningen samlet i VISO.
• Fra 2014 skal regionerne udarbejde én samlet vækst- og udviklingsstrategi i stedet for som nu: En regional udviklingsplan og en regional erhvervsudviklingsstrategi.
• Der er flertal for at give regionsrådene større frihed, så de fremover kan nedsætte stående udvalg fra 1. januar 2014.
• Der er flertal for at give regionerne bedre muligheder for at samarbejde med den private sektor og for at udføre opgaver for andre offentlige myndigheder fra 1. juli 2014.
bi
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.