
KØBENHAVN: Grædende vuggestuebørn, der bliver afvist og ikke trøstet. Kaotiske scener på børnehavestuer, hvor ansatte giver langt mere negativ end positiv voksenkontakt. Forældre, der får misvisende oplysninger om deres børns trivsel.
Det er forhold fra to københavnske daginstitutioner, som TV2 med skjulte optagelser i en kritisk dokumentar har bragt på den landsdækkende dagsorden. Og børne- og ungdomsudvalget får nu ledelsens ageren - eller mangel på samme - på dagsordenen.
Kommunen har siden 2017 været klar over, at der var problemer i de to institutioner - allerede for to år siden gav det særlige tilsyn, der inspicerer institutionerne, en 'rød smiley' til de to institutioner, en vuggestue og en børnehave, der siden har været under skærpet tilsyn, uden at kommunen siden har gjort yderligere.
- Og det er ikke godt nok. Det er ikke acceptabelt, at der skal gå to år, før der bliver handlet, erkender børne- og ungdomsborgmester, Jesper Christensen (S) over for Berlingske, men vurderer dog, at tilsynet dog i sit store hele fungerer:
- Jeg synes vores tilsyn fungerer rigtig godt. Vi opfanger, det vi skal. Men det halter med at handle hurtigt nok og få rettet hurtigt op på de ting, som vi gerne ser forandret i daginstitutionerne. Der er instutioner, som har røde smileyer i en årrække, og her har vi brug for at se på, hvordan vi hurtigere kan rette op det, siger han til Berlingske.
Mere tilsyn fra januar
Han oplyser også, at kommunen har lukket en institution i 2018, at flere institutioner er på skærpet tilsyn, samt at der i januar er indført endnu mere tilsyn.
Københavns Kommune oplyser samtidig, at som konsekvens af tilsynets arbejdet fik den ene af institutionerne (fra TV2-dokumentaren) 1. april ny pædagogisk leder, fordi tilsynet havde konstateret manglende pædagogisk kvalitet. Beslutningen om at udskifte den pædagogiske leder blev truffet længe inden, forvaltningen fik kendskab til TV2-dokumentaren.
'Pr. 1. januar i år har kommunen indført faglige handlingsplaner, et redskab som anvendes i de institutioner, hvor der er behov for en ekstra indsats for hurtigt at få kvaliteten af det pædagogiske arbejde tilbage på et tilfredsstillende niveau. Institutionernes arbejde med at handlingsplanerne følges nøje af den øverste ledelse Børne- og Ungdomsforvaltningen'.
Sådan lyder det i kommunens første pressemeddelelse om sagen. Og netop det med det 'nøje' kommer altså på politikernes dagsorden på næste udvalgsmøde.
Innovationsminister Sophie Løhde (V) fortæller, at hun har bedt om en redegørelse fra Københavns Kommune:
- Københavns Kommune skal svare på, om det er trygt at sende børn i institution. Jeg mener, at Københavns Kommune bør gribe i egen barm for at danne sig fuldt overblik over, om det er et bredere problem, end det vi ser, siger hun.
København har 427 institutioner inklusiv specialinstitutioner.
34 institutioner er på faglig handleplan.
22 daginstitutioner har såkaldt røde smileyer for deres arbejde med området 'Sociale relationer - barn/voksenkontakt' - et af fem pejlemærker.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.