Corona-nedlukningerne i foråret forværrede sygdommen for mange personer med demens, viser en spørgeskemaundersøgelse fra Alzheimerforeningen, der offentliggøres i dag tirsdag, skriver Kristeligt Dagblad.
32 pct. af adspurgte personer med demens, som bor i eget hjem, har svaret, at nedlukningen efter den 11. marts og frem til forsommeren gjorde deres fysiske helbred ”værre” eller ”meget værre”.
38 pct. fandt, at deres mentale helbred var forværret, og også de pårørende noterede, hvordan sygdommen tilsyneladende accelererede hurtigere end forventet hos deres nærmeste med demens.
Mere end hver fjerde oplevede således, at deres pårørende med demens var blevet dårligere til at huske, lige så mange noterede, at evnen til at kommunikere var gået ned ad bakke, og hver femte fandt, at bevægelighed og gangfunktion hos den syge var blevet ringere.
Hold fast i aktivitet
Social interaktion og meningsfulde aktiviteter er den vigtigste og – undtaget Alzheimers sygdom – eneste behandling, der findes for personer med demens, så forårets nedlukning var et de facto-behandlingsstop, siger Gunhild Waldemar, professor, overlæge og leder af Nationalt Videnscenter for Demens.
- Derfor er det fuldt forklarligt, når man ser i undersøgelsen, at funktionsniveauet går ned, og at den mentale mistrivsel øges. Det svarer i øvrigt til internationale undersøgelser om øget forekomst af angst og depression blandt personer med demens under corona, og til de beretninger vi selv hører her i videnscentret, siger hun.
De nævnte beretninger handler eksempelvis om personer med demens, hvor uro og vrangforestillinger er taget til under isolationen: De har forestillet sig, at de allerede er døde, eller at de er blevet helt forladt. Andre har fået sværere ved at tale.
- Det er meget bekymrende, for vi taler om mennesker med en alvorlig hjernesygdom, som er meget skrøbelige. Det er en kritisk funktion i samfundet at fastholde aktiviteter og stimulering i hverdagen og de dagtilbud, de går til, siger hun.
Undersøgelsens konklusioner svarer nøje til, hvad kommunerne selv beretter, siger Pernille Tanggaard Andersen, professor og forskningsleder i Livet med Demens ved Syddansk Universitet.
- Vi havde konsortiemøde med 15 kommuner så sent som i forrige uge. De berettede blandt andet, at de havde set en forværring i funktionaliteten, så demenssygdommen hos nogle var sprunget fra mild til alvorlig på meget kort tid, siger hun.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.