MIDDELFART: Efter et tilsynsbesøg i efteråret 2025 på Socialcenter Lillebælt, afdeling Egely, for at undersøge forholdene for de børn og unge, som er anbragt på institutionen, giver Folketingets Ombudsmand en række anbefalinger til stedets ledelse.
Afdelingen er en sikret døgninstitution for børn og unge mellem 12 og 17 år, der er kendetegnet ved at have vanskeligheder som udadreagerende og kriminel adfærd, misbrugsproblematikker og psykiske problemstillinger.
Anbefalingerne handler bl.a. om institutionens viden om og brug af magtanvendelser samt indberetninger af magtanvendelser. Desuden går anbefalingerne på institutionens husorden og håndhævelse heraf samt de unges mulighed for ekstern kommunikation og undervisning.
- Når offentlige myndigheder har ansvar for udsatte børn og unge, skal de sikre, at de behandles værdigt og i overensstemmelse med deres rettigheder – det gælder ikke mindst i de tilfælde, hvor det kan være nødvendigt at anvende magt, udtaler Folketingets Ombudsmand Christian Britten Lundblad og fortsætter:
- I forbindelse med tilsynet på Egely fik vi oplysninger om bl.a. et højt antal fysiske magtanvendelser og et stort forbrug af vikarer, samt at undervisningen på Egely i en periode havde været reduceret. Besøget har derfor givet anledning til både en række anbefalinger og yderligere undersøgelser og opfølgning.
Ombudsmanden har bedt afdelingen om en underretning om, hvordan institutionen vil følge op på anbefalingerne.
Kommunen skal komme med udtalelse
Efter tilsynsbesøget indledte ombudsmanden også en undersøgelse af Middelfart Kommune om specialundervisningstilbuddet på afdelingen, fordi ombudsmanden under besøget fik oplysninger om, at undervisningen i en periode havde været reduceret.
Ombudsmanden har derfor bedt kommunen om en supplerende udtalelse.
Derudover indledte ombudsmanden en undersøgelse af personalesituationen og konsekvenserne heraf for den faglige kvalitet og pædagogiske tilgang på afdelingen og fik i den forbindelse kendskab til, at Socialtilsyn Øst efterfølgende har sat afdelingen under skærpet tilsyn og udstedt påbud.
Ombudsmanden har derfor også anmodet Socialtilsyn Øst om en orientering om det videre forløb i socialtilsynets sag.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





