
SILKEBORG: Dagplejere i hele landet vil i 2023 få økonomisk støtte til at dække de stigende udgifter til vand, varme og fødevarer. Det sker efter, at Silkeborg Kommune i december henvendte sig til Børne- og Undervisningsministeriet for at gøre opmærksom på dagplejernes økonomiske udfordringer, oplyser kommunen.
Tidligere havde ministeriet afvist at øge dagplejernes skattefradrag, men nu vil regeringen hæve standardfradraget fra 60 procent til 68 procent i hele 2023. Det betyder, at dagplejerne vil modtage en kontant kompensation, som svarer nogenlunde til prisstigningerne på cirka 10 procent på grund af inflationen.
Skatteministeriet har den 25. april fremsat lovforslaget, hvori det foreslås, at loven træder i kraft fra 1. juni 2023. Det forventes at lovforslaget vedtages, idet ministeriet allerede nu har opfordret Silkeborg Kommune bede dagplejerne rette i deres forskudsopgørelse.
Beslutningen om at hæve standardfradraget for dagplejere i 2023 vil blive en del af den brede politiske aftale om inflationshjælp, som blev indgået mellem Folketingets partier 10. februar 2023. Det øgede fradrag glæder formanden for Silkeborg Kommunes Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalg, Gitte Willumsen (K), som påpeger, at dagplejerne har haft en lavere indkomst på grund af de ekstra udgifter.
Opfordrer til at rette i forskudsopgørelsen
- Dagplejerne har fx ikke haft mulighed for at spare på varme, da de er blevet bedt om at holde rumtemperaturen på 21 grader. Derfor kan jeg nu mærke, at de er utroligt lettede og glade over ministeriets initiativ, siger hun og tilføjer:
- Jeg ved, at nogle har købt mindre kød og foretaget andre mindre ændringer i forbindelse med den daglige drift, for at få det til at hænge bare nogenlunde sammmen.
Silkeborg Kommune har opfordret dagplejerne til at rette deres forskudsopgørelse, så de allerede nu kan få glæde af inflationshjælpen til at dække de stigende udgifter. Dagplejerne kan dermed undgå at skulle vente på, at lovforslaget træder i kraft.
- Jeg håber, at dette kan hjælpe os med at fastholde dagplejerne i kommunen. Det er et vigtigt tilbud for forældre og børn, så det er godt, at der nu bliver vist anerkendelse over for dem i de øgede udgifter, siger hun.
Med den nye aftale håber regeringen og kommunerne at kunne styrke dagplejernes økonomi og dermed sikre, at de fortsat kan være en vigtig del af børns opvækst og udvikling.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.