
RANDERS: Randers Kommune har oprettet over 40 såkaldte mikro fleksjob til borgere med betydeligt nedsat arbejdsevne, siden ordningen blev etableret før sommerferien. Og erfaringerne fra de første stillinger er gode.
- Jeg har fået nattero. Jeg skal ikke længere spekulere over at få et job, og jeg er blevet en del af et dejligt fælleskab. Det kan simpelthen ikke gøres op i kroner i ører, fortæller Louise Puggaard.
Louise er den første, som Randers Kommune har ansat i et såkaldt mikro fleksjob. Hun begyndte midt i juni hos Randers Naturcenter.
Mikro fleksjob bidrager til at løse stor udfordring
Siden Louise Puggaard blev ansat, er der oprettet over 40 mikro fleksjob i Randers Kommune. Stillingerne er oprettet på kommunens institutioner, f.eks. på skoler og ældrecentre, hvor de bidrager til serviceforbedringer inden for en lang række områder. Og samtidig bidrager stillingerne til at løse en stor udfordring.
Randers Kommune har nemlig oplevet et stigende antal fleksjobbere, som ikke kan finde et arbejde. Derfor vedtog arbejdsmarkedsudvalget før sommerferien en plan for at få dem tilbage på arbejdsmarkedet.
Efter planen skal der oprettes i alt 100 mikro fleksjob i kommunen. Stillingerne er på få timer om ugen og tiltænkt de ledige fleksjobbere, som har betydeligt nedsat arbejdsevne og ikke har fundet et arbejde på det private arbejdsmarked.
To i mikro fleksjob på Randers Naturcenter
Randers Naturcenter var først i kommunen til at benytte sig af ordningen. Her er to medarbejdere ansat i mikro fleksjob.
- Jeg er meget glad for ordningen. Vi har ikke økonomi til at ansætte en medarbejder på almindelige vilkår, men med den nye ordning har vi fået råd til ekstra hjælp. Vi har to ansat i mikro fleksjob, og de hjælper os med at udføre mange opgaver. Kirsten Sørensen er vores plantedame. Hun har grønne fingre og ordner for eksempel vores krukker. Louise Puggaard tager sig af service i forhold til publikum. Hun står i receptionen og tager imod gæster og er desuden uddannet teknisk tegner, så hun har også lavet vores skilte, fortæller Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.
For de nye medarbejdere på naturcenteret giver mikro fleksjobbet både begejstring og lettelse.
- I den tid, jeg var ledig, var jeg i praktik fire eller fem steder, og det var hårdt. Nu har jeg fundet en god arbejdsplads, hvor jeg kan mærke, at de har brug for mig, og jeg gør en forskel, fortæller Kirsten Sørensen.
Mikro fleksjob drejer sig om at finde en individuel løsning, hvor der tages hensyn til medarbejderens begrænsede arbejdsevne.
I tråd med fleksjob- og førtidspensionsreform
Ifølge planen skal der oprettes og besættes 80 fleksjob inden udgangen af 2013, og kommunen er godt på vej.
- Jeg er utrolig glad for, at ordningen er kommet så godt fra start. Som samfund har vi en stor forpligtigelse til at skabe et rummeligt arbejdsmarked, hvor der også er plads til mennesker med begrænset arbejdsevne. Mange, der er godkendt til fleksjob, har en stor arbejdsidentitet og lyst til at bidrage, og dét at have et arbejde har stor betydning for den enkeltes livskvalitet. Derfor glæder jeg mig meget over, at vi allerede nu har hjulpet et stort antal i arbejde. Og jeg er overbevist om, at vi nok skal nå op på 80 inden året er omme, siger Leif Gade (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget.
Planen med mikro fleksjob er i tråd med regeringens fleksjob- og førtidspensionsreform. Reformen betyder kort, at borgere med en lille arbejdsevne ikke længere vil blive 'parkeret' på en førtidspension.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.