Den sårbare anbringelse

Signe Hald Andersen og Peter Fallesen m.fl.:
Når man anbringer et barn II,
Rockwoolfondens Forskningsenhed og Syddansk Universitetsforlag 2013

Denne bog er vigtig, hvis du vil vide noget mere om årsager til børneanbringelser. Du skal dog også være forberedt på, at bogen hører til i den lidt tunge ende af den faglige skala.

For praktikere ude i kommunerne, plejefamilierne og på værestederne kan man til nød nøjes med at læse indledning og afslutning, og stadig føle sig relativt godt orienteret.

Bogen er en fortsættelse, eller overbygning, af en rapport som Rockwoolfonden udsendte i 2010. Dengang var der tale om en mere overordnet præsentation af problemet, mens denne fortsættelse er fokuseret på at finde frem til eventuelle kausale årsagssammenhænge.

Myte aflivet
Graver man dybt i bogen, er der mulighed for at få en større klarhed i hvilke mekanismer, der er med til at udløse en større risiko for at børn bliver anbragt uden for hjemmet. Det undersøges også, om de forskellige anbringelsestyper skaber forskellige forudsætninger og livsvilkår for børnene senere i livet. På den måde er bogen meget nyttig, men der er stadig utrolig mange huller i vores viden om, hvad det er, der udløser anbringelser, og hvordan det senere går de anbragte børn.

Baggrunden for bogen er dyster. Lidt mere end 12.000 børn og unge er permanent anbragt uden for deres eget hjem, hvilket svarer lidt over 1 pct. af alle børn i Danmark. Sådan har det for øvrigt været i rigtig mange år. Det er også en kendsgerning, at andelen af anbragte børn og unge stiger med stigende alder. Mere end halvdelen af de anbragte børn og unge bor i en plejefamilie, og her er det især de mindre børn, der er overrepræsenteret. Knap en fjerdedel af børnene er anbragt på en døgninstitution, og det er hovedsagelig større børn af begge køn. Lidt mere end en sjettedel af de anbragte børn og unge bor på socialpædagogiske opholdssteder, og her er det for størstedelens vedkommende unge mænd.

Bogen indledes med at aflive den udbredte myte, at udgifterne inden for dette område er steget eksplosivt. I dag bruger det offentlige omkring 16 mia. kr. årligt på anbringelsesområdet. Dette beløb har i hvert tilfælde siden 2000 været relativt konstant i nutidspriser. Årsagen til at myten er opstået, kan måske forklares med, at kommunerne er blevet pålagt en stigende andel af disse udgifter. Så set fra deres udsyn er udgifterne eksploderet, men de glemmer tilsyneladende at indregne, at der er sket en tilsvarende kompensation fra statens side, der er indtægtsført andre steder i deres regnskaber.

Lav fødselsvægt
Meget tyder på, at risikoen for børne- og ungeanbringelser i de senere år er for nedadgående. Om det er udtryk for et mindre anbringelsesbehov eller en stramning af kommunernes anvisningspraksis giver bogen ikke rigtig noget svar på - ej heller om tendensen fortsætter ud i fremtiden. Undersøgelsen påviser, at børn med ikke-vestlig baggrund alt andet lige har en større risiko for at blive anbragt uden for hjemmet i forhold til børn med en dansk baggrund. Især drengene spiller en central rolle i denne overrepræsentation - en forskel der for øvrigt er blevet større med årene..

Bogen har valgt at kigge på to specifikke årsager til børns anbringelser. Det er lav fødselsvægt og fædres anbringelse i fængsel. Ingen kan være i tvivl om, at disse to faktorer bidrager til en øget risiko for anbringelse. Disse to faktorer er bl.a. udvalgt, fordi at det har været muligt at finde brugbare registertal inden for disse områder. Lidt har også sin berettigelse, men man kunne måske have peget på andre og mere udslagsgivende effekter, så som familieopløsning, boligforhold, psykiske lidelser ol. Denne del af bogen er nok den vanskeligst tilgængelige, da den bygger på en lang række - til tider - spekulative antagelser. Det skal dog tjene forfatterne til ære, at de gør et hæderligt forsøg på, at forklare både deres antagelser og resultater.

I undersøgelsen er der meget der tyder på, at plejefamilieanbringelse giver et bedre udgangspunkt for børnenes fremtid, end en institutionsanbringelse. Forfatterne er dog helt på det rene med, at der er en betydelig forskel mellem de to børnegrupper. Kort fortalt kan man sige, at familiepleje tager sig af børn fra stærkt problematiserede familier, mens institutioner som regel bliver nødt til at tage sig af stærkt problematiserede børn og unge. Dog kan man også se, at den kommunale anvisningspraksis er forskellig, i den forstand at nogle kommuner som udgangspunkt foretrækker familieanbringelser fremfor institutionsanbringelser, mens andre kommuner mest af alt hælder til institutionsløsninger.

Fædrene på social deroute
Til effektmålingerne hører også, at noget peger på, at hvis man i de mellemlange anbringelser forlænger opholdet, så har det en positiv effekt på bedre uddannelse, beskæftigelse og mindre kriminalitet senere i livet.

Slægtsanbringelser har ofte en positiv klang i offentligheden, men bogens undersøgelser kan for det meste ikke se den store forskel om der er tale om traditionelle familieanbringelser eller slægtsanbringelser. Det ser ud til at slægtsanbringelser hverken giver flere eller færre sammenbrud i forhold til andre anbringelsestyper. Undersøgelsen virker dog lidt diffus i sine konklusioner.

Sidst i bogen undersøger forskerne, hvad der typisk sker med fædrene til børn, der bliver anbragt. Det viser sig, at deres børns anbringelse fremmer deres sociale deroute. De kommer i stigende grad på passiv offentlig forsørgelse i form af forskellige former for indkomstoverførsler. Det fører blandt andet frem til, at der samfundsmæssigt er en række følgeudgifter af børns anbringelser, der ikke direkte fremgår af statistikkerne.

Med disse ord skal bogen især anbefales til de mange engagerede mennesker, der ude i de forskellige kommunale led arbejder med børneanbringelser. Her er meget god og nyttig viden at hente, om end hele historien slet ikke er fortalt endnu.