

AARHUS: Rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), vil ikke uden videre bøje sig for en afgørelse fra Statsforvaltningen om, at det ikke er lovligt for kommuner at forsikre frivillige.
Tre kommuner, Skanderborg, Høje-Taastrup og Holbæk, havde uafhængigt af hinanden spurgt ‘om det er inden for kommunalfuldmagtens grænser at tegne kollektiv ulykkes- og ansvarsforsikring for dem, der yder en frivillig indsats til gavn for borgere i kommunen,‘ og i sidste måned afgjorde Statsforvaltningen i en udtalelse, at det er det ikke.
Begrundelsen er blandt andet, at en kommune ikke må ‘gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelse af individuelle interesser hos enkeltpersoner'.
- Det er noget vrøvl at sige, at kommunen giver de frivillige en økonomisk gevinst ved at forsikre dem. Det koster Aarhus Kommune 6,46 kr. pr. frivillig pr. år. At kommunen betaler det, er ikke nogen gevinst. Tværtimod er det de frivillige, der er en gevinst for kommunen, siger Jette Skive til dknyt.
- Så udfordrer jeg principperne!
Under magistratsområdet Sundhed og Omsorg er der 2600 personer, der yder en frivillig indsats. De er indtil nu forsikret af Aarhus Kommune og med en udgift pr. person på 6,46 kr. koster de altså kommunen knap 17.000 kr. årligt at forsikre.
Men Statsforvaltningen har næppe set på beløbets størrelse, kun på principperne?
- Så udfordrer jeg principperne! svarer Jette Skive.
Hun fortæller at hun har allieret sig med sine partifæller på Christiansborg. Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted er mobiliseret og vil spørge til sagen, socialordfører og idrætsordfører Karin Nødgaard har via sit medlemskab af Kulturudvalget stillet et såkaldt udvalgsspørgsmål til kulturminister Marianne Jelved (R).
Spørgsmålet er stillet 15. januar og lyder: ‘Ministeren bedes oplyse, hvilke muligheder en kommune har for at forsikre borgere som udfører frivilligt arbejde, således at den frivillige er bredt dækket, såfremt der sker ulykker under udførelsen af det frivillige arbejde på kommunale institutioner eller i foreninger, som fx plejecentre eller idrætsforeninger?' Efter reglerne skal svaret falde inden fire uger, det vil sige senest 12. februar.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.