De ældre skal have flere rettigheder. Det mener Dansk Folkeparti, som mandag præsenterer et ældreudspil, der koster et tocifret milliardbeløb om året.
Forslaget præsenteres ved Dansk Folkepartis sommergruppemøde ved Kobæk Strand uden for Skælskør.
- Vi finder det naturligt at sætte fokus på de ældres forhold og det sundhedssystem, som vi alle på et tidspunkt gennem livet kommer i berøring med, siger partiets formand, Morten Messerschmidt, på et pressemøde.
Dansk Folkeparti vil kræve seks basale rettigheder til ældre, blandt andet retten til, at alle på plejehjem og i hjemmeplejen skal have ret til et dagligt bad. Herudover skal der være et prisloft for, hvor mange penge ældre over 67 år skal betale for sundhedsbehandling.
Vil skåne pengepungen
Dansk Folkeparti vil have, at der bliver en maksimal egenbetaling på 5.000 kroner om året, så de ældre ikke bliver for hårdt ramt på pengepungen. Som udgangspunkt skal de 5.000 kroner dække sundhedsbehandlinger, som ældre er blevet henvist til af læger eller speciallæger, samt behandlinger ved tandlægen.
Forslaget om retten til et gratis bad forventes ifølge DF at koste statskassen syv milliarder kroner om året, mens forslaget om prisloftet ved sundhedsbehandlinger "med betydelig usikkerhed" kommer til at koste omkring fem milliarder kroner årligt.
De fire øvrige forslag i ældreudspillet handler blandt andet om, at maden i ældreplejen skal være bedre. Dansk Folkeparti foreslår her, at der skal etableres en ny national godkendelsesordning.
Dansk Folkeparti vil desuden have en smiley-ordning i ældreplejen, og der skal være en ældre- og plejeboliggaranti for personer over 80 år.
Endelig vil Dansk Folkeparti have en ældreombudsmand, hvor ældre og pårørende kan klage over behandling og kommunale afgørelser.
De sidste fire forslag ventes tilsammen at udgøre omkostninger for 600 millioner kroner årligt.
Vil finde midler i egen 2030-plan
Dansk Folkeparti præsenterer også et sundhedsudspil til 1,7 milliarder kroner, som blandt andet skal reducere bureaukrati og sikre, at ambulancer kommer frem inden for 15 minutter.
Samlet kommer ældre- og sundhedsudspillet til at koste omkring 14,3 milliarder kroner, og pengene til det vil Dansk Folkeparti finde i sin egen 2030-plan.
Den plan er for mere end 50 procents vedkommende finansieret af det økonomiske råderum, mens cirka 20 procent af finansieringen til Dansk Folkepartis 2030-plan kommer ved, at Dansk Folkeparti vil fjerne Danmarks udviklingsbistand.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.