Den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen henvendte sig i slutspurten direkte til de aarhusianske politikere, og DF's Thomas Kastrup Christensen forlod forhandlingerne undervejs. Rådmand Michael Christensen (LA) er glad for, at det endte med reducerede besparelser på en række områder.
Aarhus Kommune og Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Omfattende spareplaner i Aarhus reduceret efter stor modstand

Tre partier meldte sig ud af forhandlingerne, og en tidligere statsminister advarede i et åbent brev om konsekvenserne af at spare på sociale tilbud.
16. APR 2026 13.47

AARHUS: Politikerne i Aarhus Kommune er blevet enige om omfattende besparelser for 150 mio. kr. på social- og beskæftigelsesområdet. 

Store dele af de foreslåede besparelser gennemføres, mens blandt andet køkkendrift på botilbud og ferieaktiviteter friholdes, oplyser kommunen.

Aftalen er faldet på plads, efter at Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten forlod forhandlingerne, hvilket TV 2 Østjylland har berettet om.

- Det er af ren og skær respekt for de civilsamfundsorganisationer, som man kommer til at spare på, og de allersvageste, som bliver berørt af det her. Det er jo kernevelfærd, vi går ind og piller ved, begrundede Thomas Kastrup Christensen (DF).

Det varslede sparekatalog udløste på en måned mere end 1.400 høringssvar. Nu er de resterende partier Liberal Alliance, Socialdemokratiet, SF, Venstre, De Konservative og Danmarksdemokraterne blevet enige om, hvordan besparelserne skal gennemføres. 

Åbent brev fra Nyrup

- De mange input fra aarhusianere og organisationer har gjort stort indtryk, og derfor er jeg glad for, at det trods alt har været muligt at reducere besparelserne på en række områder, siger Michael Christensen (LA), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, i en pressemeddelelse.

Aarhus Kommune havde blandt andet varslet at spare på organisationen Headspace, hvilket har mødt kritik. Onsdag advarede tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i et åbent brev til byrådspolitikerne i Aarhus om, at en lukning af Headspace, som han er stifter af og protektor for, vil få store konsekvenser.

"Hvis kommunalbestyrelsen skærer i de sociale tilbud, er det ikke behovet, der forsvinder. Det gør hjælpen. Til gengæld vokser ventetiderne, problemerne og regningen længere henne ad vejen", hedder det bl.a. i brevet.

Politikerne har lyttet til kritikken, så der i stedet for de varslede besparelser på cirka 15 mio. kr. til civilsamfundsorganisationer skal spares 7,7 mio. kr. Heraf skal kommunen samlet reducere sine udgifter til Headspace med 450.000 kr.

dotn/lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/omfattende-spareplaner-i-aarhus-reduceret-efter-stor-modstand

GDPR