dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Dokumentar: Mand på bosted kaldte forgæves på hjælp i 74 minutter

TV2-dokumentar viser, hvad eksperter kalder omsorgssvigt på bosteder for personer med handicap.
1. NOV 2023 7.57

En ny TV2-dokumentar afslører på baggrund af skjulte optagelser en kultur med svigt på to bosteder for personer med handicap. Eksperter karakteriserer det som omsorgssvigt, voldsomme overgreb og psykisk vold.

Blandt andet har en multihandicappet ung mand om natten grædt og råbt forgæves på hjælp i en time og 14 minutter, skriver TV2. Dokumentaren rummer også eksempler på, at plejepersonale lyver over for pårørende om beboeres trivsel.

En anden medarbejder sidder en beboers selvskade overhørig, mens medarbejderen opholder sig i personalestuen med en computer og flere gange benytter sin private telefon. Den pågældende medarbejder har på dette tidspunkt kun ansvar for den ene beboer, skriver TV 2.

Et andet eksempel dokumenterer, hvordan medarbejdere undlader at hjælpe en beboer på toilettet, men i stedet vælger at lade beboeren lave afføring i sin ble, selv om manden med hjælp godt kan sidde på toilettet.

Mulvarp

TV 2 har haft en såkaldt muldvarp ansat på på tilbuddet Lynghuset i Københavns Kommune. Også lydoptagelser fra Odinsgård i Haderslev Kommune indgår i dokumentaren.

Dokumentaren hedder "Operation X - Nødråb fra natten".

- Det minder jo om det, vi havde i 1960'erne og 1930'erne. På det mentale sygehus - eller åndssvageforsorgen. Hvor man ikke havde nogen særlig holdning til menneskers værdi, for man anså faktisk ikke, de havde højere værdi, siger psykolog Bo Hejlskov Elvén ifølge TV2 som reaktion på optagelserne.

Katrine Ring, der er fagdirektør i Københavns Kommune, erkender ledelsessvigt på Lynghuset. Fagdirektøren giver eksperterne ret i, at der er tale om omfattende omsorgssvigt, men har fortsat tillid til ledelsen, skriver TV2.

Rolf Dalsgaard Johansen, direktør for Social og Sundhed i Haderslev Kommune, siger til TV2, at kommunen er bekendt med, at "der på Odinsgård er mange udfordringer".

Haderslev Kommune har på baggrund af dokumentaren lavet en advokatundersøgelse.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.