dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Henrik Karstenskov, Polfoto

Efter dødsfald: Nu skal vagtlægen være udhvilet

Region Syddanmark og PLO enige om skærpelse af vagtinstruks og regler for lægernes arbejdsbyrde - dog intet generelt loft for antal vagter

SYDDANMARK: Vagtlæger skal være udhvilede, når de møder på jobbet. Det er Region Syddanmark og de praktiserende lægers organisation, PLO, i Syddanmark blevet enige om mandag aften.

Beslutningen kommer i kølvandet på sagen om en 36-årig kvinde fra Fyn, der døde efter at have modtaget vejledning fra en vagtlæge, som havde haft 38 vagter på 60 dage ved siden af sit almindelige arbejde.

Der bliver imidlertid ikke tale om at indføre loft over antallet af vagter, som lægerne må tage i lægevagten. Men fremover skal vagtcheferne gribe ind, hvis vedkommende skønner, at lægerne på vagt ikke er tilstrækkeligt udhvilede. Det skal blandt andet ske ved at foretage et skøn over, om en læge har sat sig selv på for mange vagter hos lægevagten.

- Fremover skal vagtcheferne sikre, at dem, der melder sig på mange vagter, kan forene det med deres dagarbejde, siger Bo Libergren (V), der er formand for Sundhedssamordningsudvalget.

- Men vi vil ikke sætte tal på grænsen for, hvad der er forsvarligt at køre på lægevagten, for der er forskel på, hvad de enkelte læger kan tage af vagter, siger han.

Sikrede man ikke, at lægerne var udhvilede før?

- Man skulle jo tro, det var en selvfølge, men nu giver vi vagtcheferne en forpligtelse og en ret til at sige fra, hvis de mener, at folk melder sig til flere vagter, end der er forsvarligt, siger han.

Regionspolitikeren påpeger, at der 'har udviklet sig en kultur' blandt lægerne, hvor den enkelte læge har kunnet sætte sig selv på et ubegrænset antal vagter, og hvor vagtchefen kun har reageret, hvis der var for få på vagt.

Hvordan kan sådan en kultur have udviklet sig, når I er ansvarlige?

- Ordningen er blevet forvaltet af lægerne selv, uden at regionen har haft dybere indsigt i det. Vi har ment, at lægerne kendte deres opgave bedst, men noget af det, der er afdækket i den tragiske sag (med den 36-årige kvinde, red.), er, at der er forhold, som vi som myndighed bør have indsigt i, siger han.

Reglerne skal godkendes i Region Syddanmarks og PLO Syddanmarks samarbejdsudvalg, og ordlyden forventes at være på plads til september. Indtil de præcise regler er vedtaget, har samarbejdsudvalget besluttet, at vagtchefen gennemgår vagtplanerne for at sikre, at de er forsvarlige, og at han i tvivlstilfælde skal gribe ind. Gennemgangen af vagtplanerne skal fremlægges for formandskabet af samarbejdsudvalget inden for én uge.

Parterne er også blevet enige om at lave et oplæg til, hvordan der arbejdes med yderligere kvalitetssikring i lægevagten, herunder at man skal gennemføre faglige audits og vagtkurser som en del af den systematiske efteruddannelse.

ka / Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/efter-doedsfald-nu-skal-vagtlaegen-vaere-udhvilet

GDPR