dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Favrskov dømt i byretten for stjålne data
I 2020 fik Favrskov Kommune stjålet en bærbar, som indeholdt en ukrypteret harddisk med bl.a. personnumre på borgere.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Favrskov dømt i byretten for stjålne data

I 2020 fik Favrskov Kommune stjålet en bærbar computer. Nu - tre år senere - skal kommunen betale en bøde på 75.000 kr for brud på it-sikkerheden.
4. OKT 2023 14.03

FAVRSKOV: Byretten i Randers har idømt Favrskov Kommune at betale en bøde på 75.000 kr. for brud på It-sikkerheden. Det skriver mediet Computerworld.

Årsagen er en bærbar computer som tilbage i 2020 blev stjålet fra kommunen. Det fik dengang Favrskov Kommune til at anmelde tyveriet til Datastyrelsen, da computeren indeholdt et program, der blev anvendt til at sikre overblik over kommunens botilbudsressourcer og derfor indeholdt oplysninger om navne og personnumre for omkring 100 personer. 

Men computerens harddisk var ikke krypteret, og det omtalte program, der indeholdt fortrolige og følsomme personoplysninger, var ikke forsynet med sikkerhedsforanstaltninger, der kunne logge anvendelsen af programmet med de fortrolige og følsomme personoplysninger, skriver Datatilsynet.

Derfor blev kommunen politianmeldt af Datatilsynet i 2021 for i en længere periode ikke at have krypteret harddiskene på kommunens bærbare computere, hvilket medførte et utilstrækkeligt sikkerhedsniveau.

Utilfreds med dommen

Kommunerne har pligt til at sikre, at de oplysninger som behandles af kommunernes medarbejdere, ikke kommer til uvedkommendes kendskab, skriver Styrelsen.

Nu har Byretten i Randers givet Datastyrelsen medhold i sagen mod Favrskov Kommune, som derfor er blevet pålagt en bødestraf på de omtalte 75.000 kr. 

Bødestraffe efter GDPR

I de fleste europæiske lande kan de nationale datatilsynsmyndigheder selv udstede administrative bøder for overtrædelse af de fælles europæiske regler i databeskyttelsesforordningen (GDPR). Men i Danmark skal bødestraffe efter forordningen indtil videre afgøres ved domstolene.

I forbindelse med anmeldelsen af sagen til politiet vurderer Datatilsynet bødens størrelse, og det er herefter op til politi og anklagemyndighed at rejse tiltale og føre straffesagen ved domstolene.

Du kan læse mere om, hvad Datatilsynet lægger vægt på i de vejledninger om bødefastsættelse, som tilsynet har udarbejdet i samarbejde med Rigspolitiet og Rigsadvokaten, samt i Det Europæiske Databeskyttelsesråds vejledning om bødefastsættelse her:

Ifølge Computerworld er Favrskov Kommunes It-chef Henrik Brix utilfreds med dommen.

- I praksis kan vi ikke indrette adgangsstyring på en måde, så der ikke kan begåes fejl, siger han til mediet.

Kontorchef i Datastyrelsen Frederik Viksøe Siegumfeld udtalte i forbindelse med politianmeldelsen i 2021, at kommunerne har et stort ansvar.

- Kommunen behandler hver dag i stort omfang personoplysninger af følsom karakter om kommunens borgere. Som borger kan man ikke fravælge kommunens behandling af sine personoplysninger, sagde han.

- Det betyder, at kommunen har et stort ansvar for netop at undgå, at oplysningerne stilles til skue for uvedkommende, afsluttede Frederik Viksøe Siegumfeldt.

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.