Nu skal folkeskolereformen have arbejdsro, så den kan få fred til at virke, lyder det fra KL, der sammen med seks andre aktører har givet hinanden håndslag om, at reformen fra 2014 skal have ro til at virke.
Bag borgfreden står foruden KL organisationen Skole og Forældre, Danske Skoleelever, Skolelederforeningen, Bupl, FOA og Børne- og Kulturchefforeningen.
Parterne har skrevet et åbent brev til undervisningsminister Merete Riisager (LA), hvor de inviterer ministeren til at deltage i samarbejdet. Blandt andet hedder det, at reformen kræver, at 'skoler og kommuner kan gennemføre deres arbejde, uden at der rejses tvivl om rammerne for folkeskolen'.
'Vi har brug for ro'
Meldingen kommer, efter at Merete Riisager for nylig lancerede et forsøg, hvor 50 skoler kan prøve at forkorte den lange skoledag, som reformen har medført. Forsøget giver mulighed for at erstatte timer i understøttende undervisning med faglige timer.
Men det skaber uro på skoleområdet, lyder det fra Danske Skoleelever, der er en af aktørerne bag aftalen.
- Vi har brug for ro om reformen. Det får man ikke gennem alle mulige forsøgsordninger, hvor man eksempelvis piller ved den understøttende undervisning, siger formand Jens Vase Poulsen.
At skabe en mere varieret og motiverende hverdag handler ifølge elevformanden ikke om at forkorte undervisningen.
- Hvis jeg havde valget mellem en kort, men kedelig skoledag, og en lang, men spændende skoledag, så vil jeg helt sikkert vælge den lange, siger han.
Skolelederne er glade for centrale elementer
Også formanden for skolederne, Claus Hjortdal, ser gerne, at politikerne giver reformen arbejdsro til at virke.
- Jeg har lige været på en tur rundt i landet, og alle skolelederne er overordnet glade for de centrale elementer i reformen, siger han og opfordrer til, at man lader være med at begynde at eksperimentere med fx kortere skoledage, som kan bringe reformens gode takter i spil.
Danmarks Lærerforening har ikke ønsket at være med i udspillet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.