
Der er stor forskel på, hvor udbredt hårdt psykisk arbejdsmiljø er i forskellige brancher.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af data fra Danmarks Statistik og Arbejdstilsynet.
Af analysen ses det, at 17,4 pct. af lønmodtagerne svarende til omkring 300.000 danske lønmodtagere har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. På plejehjemmene gælder det samme for 33,5 pct. af lønmodtagerne.
- Mange danske lønmodtagere har et hårdt psykisk arbejdsmiljø, men det gælder især på plejehjem, hvor hver tredje medarbejder er udsat for vold, trusler, mobning eller stress, siger Kristoffer Lind Glavind, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Han fortsætter:
- Der en tendens til hårdt psykisk arbejdsmiljø i velfærdsfagene, hvor man er tæt på borgerne og kan være mere udsat over for vold og trusler. Mange steder vil man nok også pege på et højt arbejdspres, siger Kristoffer Lind Glavind.
Og det er problematisk, da der i forvejen er rekrutteringsudfordringer i plejesektoren. Det kan ifølge senioranalytikeren skabe en negativ spiral, som både går ud over medarbejdernes arbejdsmiljø og den omsorg som borgerne får.
Hvad er et hårdt psykisk arbejdsmiljø?
For at leve op til betegnelsen om hårdt psykisk arbejdsmiljø skal lønmodtageren enten være udsat for psykisk pressende situationer og vise symptomer på stress, eller være udsat for vold, trusler eller mobning på arbejdet og have depressive symptomer. Definitionen følger belastningsindekset for psykisk arbejdsmiljø udviklet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)
Et ledelsesansvar
Som nævnt er det op mod hver sjette danske lønmodtager (17,4 pct), der har et hårdt psykisk arbejdsmiljø ifølge analysen. Med andre ord er et hårdt psykisk arbejdsmiljø "desværre meget udbredt på det danske arbejdsmarked," mener Kristoffer Lind Glavind, der forklarer, at der skal meget til, før man tæller med i statistikken, og at det må give anledning til en hel del eftertanke.
- Psykisk arbejdsmiljø er i høj grad et ledelsesansvar, og det gælder både på Christiansborg, i kommunalbestyrelserne og på ledelsesgangen på det enkelte plejehjem – at man bør styrke indsatsen for et bedre psykisk arbejdsmiljø, siger Kristoffer Lind Glavind.
Du kan læse hele analysen og se, hvordan arbejdsmiljøet er i 35 brancher her.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.