dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Hjørring følger Rebild med multi-fyringer

Sidste år fyrede Rebild Kommune tre topchefer efter kraftig kritik på børneområdet. Nu følger Hjørring med hele fem lederfyringer i rap
14. MAR 2013 14.30

HJØRRING / REBILD: I april 2012 førte en kritisk revisionsrapport om administrationen på det sociale børneområde i Rebild til, at tre topchefer –  kommunaldirektør Erik Odder, socialchef Søren Kjær og fagcenterchef Jette Christensen – alle blev afskediget. I denne uge blev tendensen med flere cheffyringer oven på dårlig ledelse fulgt op i en anden nordjysk kommune, Hjørring.

Hele fem ledere er indstillet til afskedigelse – dog et par trin længere nede i hierarkiet: Den forhenværende specialchef Leif Jensen, der refererede direkte til direktør i Børne- og Undervisningsforvaltningen, Martin Østergaard Christensen, var i forvejen forflyttet til en konsulentstilling i en anden forvaltning, og dertil kommer fire ledere af henholdsvis handicapspecialet, anbringelsesspecialet, forebyggelsen samt Kløvergården, som er kommunens familiebehandlings- og skoleenhed.

Mens det i Rebild hed, at de fortsatte problemer på socialområdet i høj grad skyldtes manglende faglig ledelse, er der i Hjørring tale om, at politisk vedtagne intentioner ikke blev fulgt op på ledelsesniveau.

- At der f.eks. ikke har foreligget de lovpligtige børneundersøgelser – § 50-undersøgelserne – skulle man forvente, at ledelsen havde styr på, siger direktør Martin Østergaard til dknyt som en del af forklaringen på, at den dårlige forvaltningsskik har betydet manglende tillid og derfor har krævet en kraftig reaktion i form af så mange afskedigelser.

Ny chef ikke fyret
De pågældende blev hjemsendt tirsdag kl. 11 og har nu sammen med deres respektive foreninger en høringsfrist på 14 dage til at komme med indsigelser.

Over for Nordjyske kalder lektor på Aalborg Universitet, Karin Kildedal, det en positiv tendens, at man nu ser en ny konsekvens i kommunerne: At fyre folk, når der sker graverende socialfaglige fejl:
- Der skete afskedigelser i Rebild Kommune, men ellers har det undret mig, at kommunerne ikke tidligere har afskediget, når det faglige arbejde er for dårligt.

Den nuværende specialchef, Lone Becker, blev ansat i august og er ikke omfattet af afskedigelserne.

Rapporten dokumenterer, at der for eksempel kun i 13 pct. af sagerne foreligger en korrekt børnefaglig undersøgelse, at kun 40 pct. er fyldestgørende belyst, at der kun i 15 pct. ligger en ordentlig handleplan, og at der kun i 27 pct. er afholdt en børnesamtale rettidigt.

Hverken kommunens børnepolitik eller vedtagne standarder for forvaltningen på det specialiserede børneområde er blevet implementeret på sagsbehandlerniveau.


 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/hjoerring-foelger-rebild-med-multi-fyringer

GDPR