
FOA's separate organisations-forhandlinger om ny overenskomst er alligevel ikke afsluttet. FOA's hovedbestyrelse har sagt nej til en model, der på samme tid skulle forenkle overenskomst-systemet og give medlemmerne ret til en erhvervsuddannelse efter tre års ansættelse.
De to parters forhandlere var ellers nået til enighed, men da det kom til stykket, var FOA's hovedbestyrelse ikke tilfreds med den byttehandel, forhandlingsresultatet var udtryk for.
- KL ville gerne slå nogle overenskomster sammen og vil ville gerne sikre uddannelse til vores medlemmer. Afvejningen er jo så hvad man skal give i forhold til hvad man får, og det var den afvejning der fik hovedbestyrelsen til at forkaste forhandlingsresulatet. siger FOA-formand Dennis Kristensen til dknyt.
Ny forhandling, denne gang rent teknisk
På forhånd havde Dennis Kristensen ellers talt om muligheden for at opnå et historisk forlig, men sådan skulle det ikke blive.
Det er ikke hverdagskost at en fagforenings forhandlere får deres indsats underkendt på den måde, men det er dog noget der sker ind imellem. Ifølge Dennis Kristensen er der ikke noget større drama i det, blot en 'meget vanskelig afvejning af, at vi skulle slette nogle anciennitets-forløb for medlemmer, der skifter job, for at skaffe penge til uddannelsesforløbene'. Den afvejning faldt så anderledes ud i hovedbestyrelsen end i forhandlingsdelegationen.
Der kommer intet konfliktvarsel som følge af beslutningen, forhandlingerne bliver blot genoptaget, men både overenskomstforenkling og uddannelsesret er nu efter al sandsynlighed ikke længere et emne, oplyser Dennis Kristensen til dknyt. I stedet vil forhandlingerne formentlig blot blive en teknisk fremskrivning af løn, pensioner mv. for at udmønte de 0,4 pct. som i det store forlig med KL blev overladt til organisationerne at udfylde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.