AALBORG: Er det i orden at bortvise en medarbejder, der har hældt øl i håret på en kollega og på anden vis opført sig upassende til en privat fest? Nej, slår retten i Aalborg fast i en ny dom. Det skriver Fagbladet FOA.
Retten har afgjort, at en afskedigelse af den ansatte heller ikke var i orden. En advarsel havde været nok, mener retten. Derfor skal institutionen betale 254.000 kr. i erstatning for løn og godtgørelse for usaglig opsigelse til sosu-assistenten, der i 2013 arbejdede som nattevagt på en selvejende institution i Nordjylland.
I juni 2013 deltog han i en kollegas private fødselsdagsfest, hvor han blev meget beruset. I løbet af aftenen hældte han øl i håret på en mandlig kollega og fornærmede en kvindelig kollega. Selv husker han ikke størstedelen af festen.
Foreslog undskyldning
Da han dagen efter blev bekendt med, at han havde hældt øl i håret på sin kollega, gav han kollegaen en undskyldning. Herefter troede sosu-assistenten, at alt var i orden.
10 dage efter festen blev han kaldt ind på lederens kontor. Her blev han præsenteret for andre episoder fra festen, hvor han skulle have fornærmet nogle kolleger, og fik at vide, at han stod til en bortvisning.
Han foreslog, at han undskyldte over for kollegerne. Hvis det ikke lykkedes at genoprette tilliden, kunne de jo fyre ham efterfølgende, men det afviste ledelsen.
Sosu-assistenten nægtede at skrive under på bortvisningen og gik derefter til sin fagforening. Efter forgæves at have forsøgt at få ophævet bortvisningen har FOA ført en sag, som så nu er afgjort til medlemmets fordel.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.