
AARHUS: "Der er brug for en indsats, som sigter mod, at få flere kvinder til at starte virksomhed."
Sådan lyder det i et punkt på Aarhus Kommunes dagsorden onsdag. Her skal byrådet beslutte, om det vil bidrage til at etablere et iværksætternetværk for kvinder som et toårigt pilotprojekt i perioden 2025-2026.
"Formålet skal være at inspirere kvindelige iværksættere, tydeliggøre kvindelige rollemodeller og give mulighed for samarbejde og kompetenceudvikling," lyder det.
Det foreslås, at iværksætternetværket etableres i partnerskab mellem Dansk Erhverv, der også vil fungere som den udførende part, mens kommunen støtter netværket med 500.000 kr. årligt i perioden via Erhvervspakken fra Budgetforlig 2025.
Flere kvindelige rollemodeller
Idéen til netværket er opstået på baggrund af en henvendelse fra Dansk Erhvervs i august.
"Vi har brug for flere kvindelige rollemodeller som er iværksættere i Aarhus," skrev de bl.a. i et udkast til kommissorium til kommunen.
Med kommissoriet foreslås mere præcist et lokalt netværk, hvor kvinder kan udvide deres professionelle netværk. Det kan ske gennem 3-4 årlige arrangementer for netværket, hvor formålet er opbygning af netværk samt at motivere og inspirere kvinderne. Derudover vil netværket afholde 2-3 årlige temaarrangementer målrettet en mindre kreds af vækstvirksomheder knyttet op på et tema, fx grøn omstilling, AI eller noget helt tredje.
Endeligt vil der i netværket være fokus på at udbrede viden om puljer og offentlige ordninger, der kan hjælpe kvindernes virksomheder økonomisk på vej.
Kommissoriet blev drøftet i Borgmesterens Afdeling slut februar, og det indstilles til byrådet, at at pilotprojektet udføres i overensstemmelse hermed.
Det er ikke kun i Aarhus, at der er fokus på kvindelige iværksættere. Et lignende initiativ er nedsat i Odense Kommune, hvor 200 kvindeligere iværksættere allerede er en del af netværket.
"Det vidner om, at der også er et uforløst potentiale for Danmarks andenstørste by; Aarhus," skriver Dansk Erhverv.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.