Justering af 22.408 siders lovgivning ikke nok

Ledige er utilfredse. Sygemeldte er utilfredse. Arbejdsgivere og fagforeninger er utilfredse og beskæftigelsesministeren er utilfreds. Beskæftigelsessystemet er udsat for en gevaldig kritik. Særligt de kommunale jobcentre står for skud, selvom de faktisk har løst opgaven, som den er formuleret nu. De engagerede medarbejdere i jobcentrene skaber hver dag resultater for ledige og sygemeldte, men efterspørger i lighed med alle andre, at der sker ændringer.

Når vi alle er enige om, at beskæftigelsessystemet i dag ikke fungerer, som det bør, så er der grund til at gøre noget ved det. Det er ikke tilstrækkeligt med lidt regelsaneringer hist og her i de nuværende 22.408 sider lovgivning på området. Det er tiltrængt med en reform af beskæftigelsessystemet som et samlet hele. HK/Kommunal, der organiserer hovedparten af de ansatte på landets jobcentre, lægger gerne for med et forslag, der vender ud mod arbejdsmarkedet.

Det har givet meget kritik, at kun 7 pct. af nyansættelserne sker gennem de kommunale jobcentre. Men andelen skal ikke nødvendigvis værre større. Det er faktisk helt fint, at nyansættelser sker på et åbent arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og medarbejdere finder hinanden udenom jobcentrene. I dag er jobcentrenes opgave først og fremmest at kontrollere rådighed, vejlede og aktivere. Selvom det heller ikke i fremtiden nødvendigvis bør være sådan, at flere end 7 procent af nyansættelserne sker gennem jobcentrene, så bør de kommunale jobcentres opgave formuleres på ny, med et klart fokus på service for borgere og for virksomheder. Og opgaven bør primært være koncentreret om at forebygge og nedbringe (langtids-)ledighed, samt forebygge og løse strukturelle problemer på arbejdsmarkedet og sikre match mellem de lediges kompetencer og virksomhedernes arbejdskraftbehov.

Ingen spidsrod
Service og forebyggelse er to nøgleord. Jobcentrene bør som serviceorganisationer spille en mere fremskudt og proaktiv rolle i arbejdsmarkedet end i dag. Og med et øget fokus på forebyggelse, kan jobcentrene i endnu højere grad bidrage til at nedbringe sygefraværet gennem rådgivning og bevilling af hjælpemidler m.v. og optrappe den tidlige indsats ved eventuelt i samarbejde med a-kasserne at sætte ind allerede i opsigelsesperioden. Der behøver ikke gå flere måneder, før der sættes ind med generel erhvervsvejledning, kompetenceafklaring og egentlig jobformidling, baseret på et solidt og indgående kendskab til jobåbninger og behov i beskæftigelsesregionen.

Der er ca. 1 mio. forløb i jobcentrene hvert år. Langt de fleste finder hurtigt et job og er derfor kun ledige i en kort periode. Andre har særdeles svært ved at finde et nyt job og risikerer langtidsledighed, og atter andre finder slet ikke fodfæste på arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesindsatsen skal bygge på ret og pligt. Det er en sund indstilling, at alle, der kan, skal bidrage, og at ingen skal opgives. Jeg er heller ikke i tvivl om, at alle ønsker at bidrage i det omfang, de kan. Men hvor paradigmet gennem mange år har været kortest mulig vej til selvforsørgelse, så bør der i højere grad være fokus på, at indsatsen skal føre til varig beskæftigelse.

Særligt en del sygemeldte og mange ledige med problemer udover ledighed, har behov for en individuel, helhedsorienteret og (re)habiliterende indsats. En sådan indsats skal være sammenhængende og koordineret af én sagsbehandler, så borgeren er i centrum og ikke skal løbe spidsrod mellem forvaltningsenheder og frustreres over modsatrettede handleplaner.

Boost til de socialøkonomiske
Vi kan nå langt med en aktiv jobrettet indsats. Men vi kan ikke nå helt i mål. Det er ikke alle, der kan leve op til de stadigt stigende krav om at være omstillingsparate og fleksible. Et socialt og inkluderende arbejdsmarked er en forudsætning for, at der også bliver plads til de mange, der har andre problemer udover ledighed. Det er ikke kun offentlige virksomheder og institutioner, der skal løfte det ansvar. Det skal private virksomheder også. Det er selvfølgelig en udfordring på et arbejdsmarked med overvejende små og mellemstore virksomheder, hvor det kan være svært at skabe den tilstrækkelige plads. Det er oplagt, at flere små og mellemstore virksomheder går sammen om at skabe en eller flere fælles målrettede servicestillinger. Selvfølgelig på overenskomstmæssige vilkår.

Endelig er der behov for at give socialøkonomiske virksomheder et boost. Indsatsen skal understøttes af en ny styring og finansiering. De kommunale jobcentre har trods vanskelige vilkår leveret gode resultater i en svær tid, hvor ledigheden er fordoblet på kort tid. Langtidsledigheden er fra 2011 til 2012 nedbragt i 86 ud af 98 kommuner. Og en individuel og helhedsorienteret indsats forudsætter, at vi kommer kunstige siloer til livs frem for at skabe nye.

For at mindske det nuværende dobbeltarbejde er det oplagt med en ny opgavedeling mellem jobcentre og a-kasser, hvor a-kasserne får ansvaret de første 6 mdr. af ledighedsperioden for forsikrede ledige. Medmindre selvfølgelig at den ledige har andre problemer udover ledighed, eller det er nødvendigt med et sporskifte til et andet fagområde. Efter 6 mdr. skal den ledige søge fagligt bredt, og derfor skal jobcenteret have ansvaret for opfølgning og indsats.

Forpligtet til samarbejde
Kommunerne bør forpligtes til et tæt samarbejde i nye tværkommunale beskæftigelsesregioner afgrænset i forhold til et regionalt arbejdskraftopland, hvor lige mange pendler ind og ud. Dels for at modvirke risikoen for en snæver geografisk indsats og dels for at styrke sammenhæng og samspil med uddannelsesinstitutioner og vejledningscentre, vækstfora og regionale udviklingsråd og arbejdsmarkedets parter.

En reform af beskæftigelsessystemet bør omfatte en grundlæggende omlægning af den nuværende uigennemskuelige finansieringsmodel, der har nogle uheldige virkninger. Det er ikke sådan lige at udarbejde en finansieringsmodel, så jeg vil begrænse mig til nogle principper og sigtelinjer for en ny.

Der skal fortsat være økonomiske incitamenter til at få de ledige i arbejde, udover de åbenlyse som at mindske udgifter til overførselsindkomster og få flere skattekroner i kommunekassen. Samtidig skal den 'gøgeungeeffekt' i den kommunale økonomi, som finansieringsmodellen har i dag, mindskes. Med 'gøgeungeeffekt' forstås, at høj ledighed og strukturelle problemer kan koste den enkelte kommune dyrt på service til børn, ældre og handicappede, fordi pengene må findes der. En ny finansieringsmodel bør tænkes sammen med de foreslåede tværkommunale beskæftigelsesregioner og understøtte samarbejde og fælles ansvar på tværs af kommunegrænser.

En ny model kunne eventuelt indebære, at hver kommune får et tilskud til drift af jobcentre over bloktilskuddet, mens udgifterne til beskæftigelsesindsatsen herunder refusion fordeles 50/50 mellem de enkelte kommuner og den tværkommunale beskæftigelsesregion. Og refusionsmodellen lægges om til en enkel model, som den Arbejdsmarkedskommissionen har foreslået, hvor der gives samme refusion for alle målgrupper uanset ydelse og indsats, og at refusionen så aftrappes over tid.

Næppe flere penge
En ny stærk beskæftigelsesfaglighed skal også understøtte indsatsen. HK/Kommunal har fået foretaget en analyse, der viser, at beskæftigelsesindsatsen er i gode hænder. Jobcentermedarbejderne er en meget sammensat, erfaren, moden og veluddannet gruppe.

Der er dog behov for udvikling af en egentlig beskæftigelsesfaglighed. En sammensat faglighed med fokus på relations- og motivationsarbejde, vejledning, lovgivning og et indgående kendskab til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. De nuværende medarbejderes erfaringer og kvalifikationer er det bedst tænkelige udgangspunkt.
En stærk faglighed skal sikre, at indsatsen bygger på viden om det, der virker. Men vi kan altså godt vide noget, der ikke nødvendigvis er evidens for.

Enhver ny reform på beskæftigelsesområdet gør noget ved ydelserne. Typisk stilles de ledige ringere for at give dem et økonomisk incitament til at blive selvforsørgende i en hulens fart. I stedet for at diskutere ydelser fra det ene reformudspil til det andet hvor lavere ydelser skal finansiere indsatsen, vil det være gavnligt med en egentlig ydelsesreform. Jeg vil pege på tre principper, som jeg mener, bør gælde. I prioriteret rækkefølge. For det første at de grundlæggende ydelser til forsørgelse skal være individuelle og selvstændige. For det andet skal ydelserne være på et niveau, så elendig privatøkonomi ikke bliver det primære problem. For det tredje skal det kunne betale sig at arbejde. Også økonomisk.

Det er nok ikke sandsynligt, at der i denne tid tilføres yderligere til beskæftigelsesindsatsen. Det forslag til en samlet reform, der her er skitseret, koster ikke nødvendigvis mere, end vi bruger i dag.


Mads Samsing, næstformand i HK/Kommunal