dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Ellen Lykkegaard fra 3F mener, at KL flytter bureaukratiet.

KL-krav om færre overenskomster møder modstand

Ambition om at slå overenskomster sammen på det ufaglærte område møder modstand hos 3F, der anklager KL for blot at flytte bureaukratiet

Forud for forhandlingerne har KL præsenteret sin ønskeliste til en ny overenskomst med de offentligt ansatte. Øverst på listen står en nedbringelse af antallet af overenskomster. De mere end 100 forskellige overenskomster skaber unødvendig meget bureaukrati, siger KL, og derfor skal særligt overenskomster for ufaglærte slås sammen i større pakker, lyder ønsket.

Men spørger man de ufaglærtes faglige talerør i 3F, skal KL ikke umiddelbart regne med opbakning til den ide. De kalder udsigten til bredere overenskomster vældig bureaukratisk og bøvlet.

- Vi synes ikke, det holder vand. Det kan give rigtig meget tummel, at flere forskellige parter skal være sammen på et område. Det flytter bare bureaukratiet, siger Ellen Lykkegaard, der er formand for den offentlige gruppe hos 3F.

Tre alternativer
Ellen Lykkegaard er ikke uenig i målet om bredere funktioner og bedre muligheder for at få mere ud af deltidsansatte og de resttimer, der kan være svære at bruge effektivt i dag. Men i stedet for at skubbe det bureaukratiske problem over til arbejdstagerne ved forhandlingsbordet, mener hun, at man bør fortsætte de tre tiltag, som allerede muliggør det.

- Vi synes ikke, det giver så meget mening, fordi vi allerede er godt i gang med andre veje til at skabe bredere funktioner, siger Ellen Lykkegaard til dknyt.

På rengøringsområdet opfordrer hun kommunerne til at oprette flere kommunale teams, der varetager opgaver på tværs af overenskomst-skel, ansætte flere i kombinationsansættelser og til at de faglærte uddannelser får indlejret flere forskellige kompetencer, så serviceassisten eksempelvis kan løse andet end at gøre rent.

Ziegler mangler svar på uddannelses-effekt
I fremtiden skal det være normen, at offentligt ansatte er uddannede, siger Michael Ziegler, formand for KL's løn- og personudvalg. Det er et af de andre argumenter for at nedbringe antallet af overenskomster. Men koblingen er ikke helt klar.

- Vi ser for os en mere enkel overenskomststruktur med færre overenskomster, og så vil vi gerne arbejde i en retning, hvor det er normen, at man tager en uddannelse, hvis man ikke har en, siger han til dknyt.

Hvordan ændrer det faktum, at der bliver færre overenskomster, på incitamentet for at tage en uddannelse?

- Jamen, det gør det måske heller ikke isoleret set, men vi ser for os, at det bliver normen, at man tager en uddannelse, siger Michael Ziegler.

Hvordan sikrer man det med overenskomsterne?

- Jamen, det har jeg ikke løsningen på, siger Michael Ziegler.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/kl-krav-om-faerre-overenskomster-moeder-modstand

GDPR