
- Integrationen sker bedst i kommunerne, og der synes vi fortsat, at opgaven skal ligge. Derfor går vi nu til regeringen med et forslag om, at vi i samarbejde etablerer et antal klynger af kommunale boliger til de flygtninge, som har fået opholdstilladelse.
Sådan lyder det fra KL's formand Martin Damm (V), der sammen med KL's øvrige bestyrelse har sendt et brev til integrationsminister Inger Støjberg (V) med et forslag om at etablere nye kommunale flygtningeboliger placeret i større eller mindre klynger alt efter den enkelte kommunes behov.
- Kommunerne er voldsomt udfordrede, når det kommer til at skaffe midlertidig indkvartering og boliger til de mange flygtninge, der får opholdstilladelse. Flere steder er man nu tvunget til at indkvartere dem på vandrerhjem og hoteller. Det er hverken en god løsning for flygtningene, integrationen eller kommunernes økonomi. Derfor er vi nødt til hurtigt at få gang i byggeri af billige boliger, for intet tyder på, at denne udfordring bliver mindre fremover, siger Martin Damm.
Boligerne skal være kommunalt forankret
Helt konkret foreslår KL, at der oprettes et antal boliger målrettet flygtninge, og at boligerne placeres i klynger af varieret størrelse efter aftale med kommunerne. Flygtningeboligerne skal være kommunalt forankret og drives af kommunerne, ligesom det skal være kommunerne, der fastlægger placering og antal. Beboerne i flygtningeboligerne skal tilbydes en kommunal integrationsindsats på lige fod med de flygtninge, som kommunen ellers har ansvaret for, og det finansieres efter samme regler. Staten skal finansiere boligerne.
- Flygtningesituationen lægger et enormt pres på alle vores velfærdsområder. Den store opgave nu er at finde kloge og holdbare løsninger frem for at symptombehandle. Hvis vi skal lykkes med integrationsopgaven, er det afgørende, at vi - regeringen og kommunerne - får sat gang i de rigtige løsninger. KL er overbevist om, at kommunale flygtningeboliger placeret i klynger i den akutte situation er en af løsningerne. Derudover skal vi selvfølgelig også have sat gang i mere alment boligbyggeri, siger Martin Damm.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.